'Jeg'-et er en formbar lerklump

december 29, 2017 Mikki Ragn 0 Comments

Når jeg begynder på en så omfattende selvudvikling, føles det nogen gange lidt som et radikalt karakterskifte, til trods for at det egentlig ikke ligger så fjernt fra mig alligevel. Men det har det i aller højeste grad gjort, ser jeg bare nogen enkelte år tilbage i mit liv. Meget negativitet ligger dybt inde i mig, at den stadig er svær at ryste af mig. Erkendelsen er selvfølgelig, at den aldrig forsvinder fuldstændig, og det er også okay. Men negativiteten er ikke en fastgroet definition af min person.

Jeg har altid set ego'et, og det vi kalder vores "personlighed", som en slags formbar klump ler, med en semi-fast kerne.
Kernen er svær at ændre her og nu, og er måske dybest set det, der gør os til hvem vi er. Men den ændrer sig alligevel over tid, grundet vores alder, modenhed og erfaringer vi gør os som årene går. Det er sjældent en aktiv ændring, men den sker altid langsomt over tid.
Men der er stadig en formbar masse uden om den kerne. Det er ting som vaner, tankesæt og mentalitet. Den kan sagtens ændres, hvis man vil. Og den kan ændres på mere eller mindre kort tid, afhængigt af hvad det er. Men faktum er, at det kan ændres!

Jeg har mødt alt for mange mennesker der bortforklare deres dårlige vaner med "Sådan er jeg bare". Du behøver ikke identificere dig med dine egne fejl, særligt ikke hvis du ønsker at ændre dem. Personligt prøver jeg at lade være med at tænke sådan, fordi det mest af alt bare lugter af en dårlig undskyldning. Det er langt nemmere at lade være med at gøre besværet i at komme en usund mentalitet til livs. Har man dog ikke et problem med det, er der selvfølgelig heller ikke nogen grund til at ændre det, men det tog mig alt for lang tid at indse sammenhængen mellem mit personlige velvære, og det tankesæt jeg havde om verden omkring mig. Jeg troede mit tankesæt var en indgroet del af den person jeg var, men ville for alt i verden gerne være fri for det sorte verdenssyn jeg havde.

Det sker stadig fra tid til anden, at jeg tager mig selv i at tænke at det hele er noget påtaget pladder. At jeg skal tvinge mig selv til at tænke positivt, i en situation hvor jeg bare har lyst til at være bitter og sige grimme, irrationelle og ubrugelige ting.
Det er en situation jeg bestemt skal tage alvorlig, for tvinger jeg det ned over hovedet på mig selv, bliver det anstrengt og det føles på ingen måde naturligt. Og så får jeg ikke noget ud af det, måske tværtimod. Men jeg vil stadig ikke undskylde mig med, at 'det er bare sådan jeg er', for det er jeg ikke. Selvfølgelig har jeg dårlige dage, det har alle jo, men jeg ser ingen grund til at identificere mig med det. For jeg ved, set i bakspejlet, at jeg har langt færre af de dage end jeg havde for bare få år siden. Så det er jo tydeligvis ikke 'sådan jeg er', ellers havde det været langt svære at ændre.

Jeg skal også omfavne de dage, hvor alting bare er røv og nøgler. Der skal være plads til at være sur og bitter, for hvad der særligt er væsentligt her, er min klare bevidsthed om at det bare er en dårlig dag, og at jeg er irrationel og bitter. Jeg kan ikke nødvendigvis forklare hvorfor ting bare er øv og irriterende, men jeg ved det er forbi passerende, så jeg lægger ikke for meget tanke i en dårlig dag, for andet end hvad den er.
Hvis jeg omfavner de dårlige dage, erkender at de ikke er en del af min identitet, og det faktum at de går over igen, bemærker jeg også nemmere hvor få der er af dem hen ad vejen. Og kontrasten mellem de dårlige dage, og resten af tiden. En kontrast der er rigtig vigtig at blive mindet om fra tid til anden!

0 kommentarer:

Fremgang motiverer!

december 29, 2017 Mikki Ragn 0 Comments

Hvert år mellem jul og nytår, skriver jeg et indlæg i min "Årsbog". Det et er et dokument jeg har liggende på computeren, der er ligesom en dagbog, men kun bliver skrevet i én gang om året.
Jeg startede i 2009, og hver gang jeg åbner dokumentet kan jeg læse den første linje om, hvordan jeg følte at det var det værste år i mit liv. Det har bestemt også været det hårdeste år jeg har oplevet ind til nu.

Derfor gør det mig altid rigtig glad hvert år, hvor jeg kan skrive et endnu bedre indlæg end året forinden. Det går hele tiden fremad! Jeg har fået bugt med depressionen. Jeg har fået et barn. Jeg har fået styr på min økonomi. Jeg har tabt mig, og jeg har fået mit sukkermisbrug under kontrol. Det er enormt fedt at kunne reflektere over alle de fremskridt!

Men det er ofte svært at se fremskridtet, når man altid bare er i nuet. Derfor er jeg også rigtig glad for konceptet bag 'årsbogen', fordi det beviser overfor mig selv, at jeg altså har fremgang i mit liv, sammenlignet med nogen af mine rigtig hårde år.

Det giver også generel tid til refleksion. Jeg gennemgår året der er gået i hovedet som jeg nedfælder det, og selv episoder der skete i januar, er jo nu rigtig langt væk, og kan rationaliseres på en måde jeg ikke kunne dengang. Selv på bare et år, sker der rigtig meget. Jeg kan kigge på de ting der er sket, og måske være bedre til at analysere mine egne fejl, og hvad jeg kan være opmærksom på i det nye år.

Jeg nyder selvfølgelig også stort af det, fordi jeg netop kan se min fremgang. Men jeg tror bestemt også det er en selvforstærkende effekt! Netop fordi jeg gennemgår hele året og reflektere over alt hvad jeg har oplevet, på både godt og ondt, kommer jeg også forbi alt det gode der er sket. Hvis jeg ikke reflekterede over det, ville alt det dårlige måske alligevel give en generel følelse af et dårligt år, uden jeg nødvendigvis har specificeret det, fordi man tit har for vane at huske de dårlige ting bedre.
Men fordi jeg ser det faktum, at der altså er sket gode ting i mit liv i år, trods konflikter og udfordringer, så går jeg også det nye år i møde med større optimisme. Og det giver kun en opadgående kurve, og på sigt stiger livsglæden for hvert år og hvert indlæg jeg kan skrive.

0 kommentarer:

Det er et valg, man træffer

december 27, 2017 Mikki Ragn 0 Comments

Jeg har kæmpet med depression i nogen og 11 år, før jeg omsider fik den rette hjælp og kom godt på benene igen, engang for nogen og 5 år siden.

Det er altid nemmere sagt end gjort, hvis man taler til en svært deprimeret med rådet om at man "bare skal blive glad", så går det nok. Det er en no-brainer, men så nemt er det jo ikke altid.
Heldigvis er det dog noget lettere for dem, der ikke er dybt deprimeret og rent faktisk evner det mentale overskud der skal til, for at se rationelt på sine egne følelser og tanker.

Dengang jeg var deprimeret var jeg overbevist om at hele verdenen var ét stort tåget sort hul, hvor også alle andre var mere eller mindre ulykkelige, og bare lod som om. At atmosfæren og stemningen fra gråvejrsdage var en universel sindstilstand for alle mennesker. Og derfor var det jo ikke mig der nødvendigvis tænkte anderledes, jeg troede tilmed jeg bare så verden for hvad den var, men ikke var stærk nok til at håndtere realiteterne.

Det går særligt op for mig nu, nu hvor jeg er blevet rask nok til det mentale overskud der ofte skal til, at det jo åbenlyst er synet man får igennem et par subjektive og farvede briller. Og at jeg faktisk nu aktivt kan vælge, hvordan jeg betragter verdenen. For der er ikke noget endeligt. Verden er hverken mere eller mindre ulykkelig, og det kan dybest set også være ligemeget hvad verdenen er, hvad der betyder noget, er hvad jeg er.

Jeg kan aktivt vælge, om jeg vil hidse mig op over ting der ikke går efter mit hoved, eller lader mig irritere af provokatører. Det er dog ikke nødvendigvis et valg der sker natten over, og med meget kræver det en hvis øvelse, men faktum er, at det er et valg man træffer, hvordan man vælger at reagere på de ting man oplever. Det er også et valg, når jeg ikke tænker over mit valg, fordi jeg er i følelsernes magt. Det sker unægteligt fra tid til anden, men hellere få gange, end næsten hele tiden.
Hvis det er træls altid at støde ind i dumme og idiotiske mennesker, kunne det måske bedre betale sig at se indad, og ændre det forhold man har til dumme og idiotiske mennesker. For idioter vil der jo altid være masser af, det kan man ikke ændre. Men ens attitude til dem, kan man derimod ændre. Det er det tætteste man kommer på at befri verden for flere idioter, særligt i kraft af at verdenen bliver mindst én idiot mindre, når man selv vælger ikke at hidse sig op over andre mennesker. Ja, for den idiot er dig selv. Der skal jo to til en tango. Eller tennis. Hvis du nægter at spille med, står den anden jo bare og fægter formålsløst med ketsjeren.

Jeg vælger i det hele taget også selv hvordan jeg vil anskue vrede mennesker. Som irriterende individer med formålsløs brok, eller mennesker der har en bevæggrund for deres vrede, uagtet om jeg er enig med årsagen eller ej? Eller bare mennesker, med en følelse, jeg slet ikke behøver tage stilling til hvis ikke jeg har noget ansvar for den. Mennesker der provokerer, eller mennesker der lider.

Jeg forstår for alvor også ordsproget "Hver mand er sin egen lykkessmed". Din lykke er ikke afhængig af andre. Hvis du venter på at lykken kommer flyvende ud af det blå, kan du risikere at vente længe. Nogen gange skal der en attitude ændring til. Du vælger et eller andet sted selv, hvad der gør dig mere eller mindre ulykkelig, i større eller mindre grad. Handlinger og ulykker i ens liv er ofte ude af ens kontrol, men det er ikke ude af ens kontrol hvordan man forholder sig til det. Det kan kræve stor øvelse, men der skal forbavsende lidt til for at øge livskvaliteten hvis man kan reducere stress udspringet bare nogen få procent.

0 kommentarer:

Månedens tema: Forventninger og lidelse

december 18, 2017 Mikki Ragn 0 Comments

Nu er vi godt nok allerede over halvvejs inde i denne måned, men månedlige temaer skal heller ikke forstås som at de slutter så snart måneden er omme, bare at der er særlig fokus på det i en periode så det er noget jeg kan øve mig på, og blive bedre til.

Ind til videre ar jeg i min research  fundet meget brugbart i både stoicismen, og Buddhismen. Noget af det jeg har fundet som optager mig særligt nu, er emner som forventninger, og det Buddhismen omtaler som 'lidelse'.
Jeg har kaldt mig selv Buddhist de sidste 4-5 år, men jeg har længe følt at jeg kunne optimere mit Buddhistiske potentiale ved at lære og forstå flere aspekter af det end jeg allerede gør.
Denne måneds tema bygger på forebyggelse og håndtering af irritation, vrede og stress.

Forventninger, og en realistisk afstemning deraf.

En rigtig brugbar ting jeg har fundet i stoicisme, er at erkende at rigtig meget vrede eller irritation ofte opstår, fordi det vi oplever ikke er det vi forventer.
Jeg kan irritere mig meget over bilister, der ikke gider blinke når de drejer (fordi jeg "bare" er en fodgænger), eller parkere rigtig dårligt, midt på en cykelsti eller ved et fodgænger felt. Alt sammen trods, jeg ikke selv er bilist. Min irritation opstår, fordi jeg har en forventning om at vi alle følger reglerne (i dette tilfælde færdselsreglerne). Egentlig er det sjældent fordi det er et reelt problem for mig, jeg kan jo bare gå mere forsigtigt, eller gå uden om en dårlig parkering, men jeg forventer at det ikke skulle være nødvendigt, hvis bare folk gjorde som de skulle.
Jeg er som sagt ikke selv bilist, så når jeg er med som passager hos andre er mine forventninger nogen andre end den som kører bilen. Jeg har nemlig slet ikke nogen forventninger (andet end et håb om, at vi ikke ender i et færdselsuheld). Alligevel kan jeg opleve at min chauffør bliver hidsig, fordi en anden billist skærer ind over, tager en chance, eller glemmer at give tegn, også selvom risikoen for uheld var minimal, bare man er opmærksom og forsigtig.
Selvom det ville være ideelt at vi alle fulgte reglerne, så er det bare ikke noget man kan forvente. Folk vil altid bøje reglerne, eller ligefrem bevidst bryde dem. Det er derfor man kører efter forholdene, og ikke efter forventningerne.
Hvis man på forhånd forventer at folk er regelbrydere, overrasker det mindre når nogen gør noget de ikke burde. For faktum er, der vil altid være regelbrydere, særligt i trafikken hvor mange har travlt. Det kan man lige så godt indstille sig på, og acceptere, jo før jo bedre.
Det kan dog for mig virke kynisk hvis jeg skal forholde mig pessimistisk til andre mennesker, og hvis man forventer at alle er potentielle idioter, kan det også få stik modsat effekt - man irritere sig over folk, før skaden er sket.
Jeg vil som udgangspunkt ikke forvente det værste i folk, men jeg må acceptere at der er en risiko for at nogen gør noget uventet. Forventning er ikke lig accept, og uden accepten for at det ligger i alle menneskers natur at bryde regler og være egoistiske fra tid til anden, kan forventningen i værste tilfælde være årsag til endnu mere harme.

Faktum er, at vi alle sammen kan finde på at lave ting, vi ikke burde. Så undskylder man sig med, at man havde travlt eller var glemsom. Og det er helt i orden, for så længe vi er bevidste om vores fejl, arbejder vi indirekte på at lave færre af dem. Og ingen er perfekte, det ved vi jo.
Så først og fremmest må jeg acceptere at vi alle kan finde på at lave unoder, af den ene eller anden art. Det ligger i vores natur, i større eller mindre grad. Dernæst må jeg forvente, at det er sådan mennesker kan opføre sig nogen gange, uden at jeg behøver at dømme dem for det. Jeg har nemlig ikke grund til at dømme dem, hvis jeg kan finde deres undskyldning i mig selv. "Han havde nok bare travlt", "Hun var nok ikke bevidst om, at jeg kom gående her", "Måske var det en forglemmelse". For det kunne lige så godt have været mig! Og jeg forventer jo ikke, at jeg er fejlfri. Så hvorfor skulle jeg forvente det af andre?

Lidelse

Nu har jeg nævnt Buddhismen, og det i sig selv får mange til at træde et par skridt tilbage og kaste hænderne i vejret, fordi de ikke så meget som vil røre noget der tilnærmelsesvis ligner en religion, med en ildtang om så det gjaldt livet. Det er måske et udtryk for nogen uheldige oplevelser med religiøse mennesker, og et fastlåst billede af hvad religion egentlig handler om. For lige at gentage, er denne blog som udgangspunkt skrevet til og for mig selv, men for potentielle læsere, er der ingen grund til at blive alt for forskrækket over noget der lugter af religion. Jeg er ikke ude på at konvertere nogen, for det er ude af min kontrol og gør desuden mig hverken lykkeligere eller ej hvad andre vælger at gøre.
Men jeg finder det personligt meget givende, og det som Buddhismen fortæller om konceptet "lidelser" synes jeg giver rigtig god mening, når man ser på hvordan vi alle håndtere og reagere på negative tanker og følelser af enhver slags.
Lidelse skal måske ikke forstås alt for litterært, for det Buddhismen beskriver som lidelse, er måske lidt en overdrivelse i de flestes ører, måske fordi vi netop har lært at leve med det i den grad vi ar.
Hele livet handler om lidelse i større eller mindre grad. Det er et uundgåeligt faktum at vi alle kommer til at opleve at blive vrede, kede af det, såret, irriteret eller ophidset. Sådan er livet bare, og det er også noget vi lærer af. Det er det, der gør os menneskelige. Buddhismen beskriver også flere ting under begrebet "lidelse", men det vil jeg ikke komme ind på nu.

Det jeg hæfter mig ved, i begrebet lidelse i buddhistisk forstand, er først erkendelsen at vi alle oplever den. Ingen kan lide den, men den vil altid være der, det væsentlige er hvordan vi håndtere den.
Jeg har en personlig tendens til at adoptere andre menneskers irritation og had, ved i tilgift at blive irriteret over dem, for deres adfærd.
Det beskrives godt med analogien om, at holde på vrede, er som at holde et stykke glødende kul i hænderne. Du brænder kun dig selv. At blive vred over andres vrede eller dårlige adfærd, er at direkte at snuppe kullen ud af hænderne på dem, bare så du selv kan dele deres smerte. Det er der ikke rigtig nogen der får noget gavnligt ud af.
Når andre mennesker er vrede, oplever de lidelse. Når de opfører sig uhensigtsmæssigt, kan det skyldes mange ting. En dårlig dag, en grim bemærkning de fik tidligere, en dårlig opvækst og nogen skæve moral værdier, som i tilgift har givet dem modgang i livet, og dermed kun større lidelse. Der er altid en grund til at folk gør som de gør, men det kan nogen gange blive meget omstændigt at skulle psykoanalysere samtlige situationer for at finde andre menneskers bevæg grunde. Alt hvad du dog kan konkludere nemt og overfladisk, er at en negativ sindstilstand i en eller anden grad, er et tegn på lidelse.
At blive vred over dårlig adfærd, der ikke nødvendigvis har nogen direkte effekt på mig og min lykke, svare sig til at adoptere deres lidelse. Det er der ingen grund til. Jeg kan derimod i stedet vælge at se på dem med medfølelse, og erkende den lidelse de oplever.

Andre gange går det dog udover mig. Jeg bliver behandlet uretfærdigt eller bliver udsat for et reelt problem (en bilist er tæt på at køre mig ned, eller en tvy der er i færd med at snyde eller stjæle fra mig). Jeg er i min ret til at blive både bange, og vred. Uden de følelser, ville jeg gøre mig selv en bjørnetjeneste, og det er trods alt også i min menneskelige natur at forsvare mig selv. Der er stadig tale om lidelse, men al lidelse er også nødvendig. Den opstår jo af en grund, men i nogen situationer må man vurdere om den altid er brugbar. Den er ikke brugbar, hvis det er mig der bliver vred over at andre bliver vred over småting. For dem er det måske ikke småting, eller også består deres lidelse i en grad også af manglende forståelse for det, der skabte problemet. Men under alle omstændigheder, hvis det ikke har nogen direkte indflydelse på mig, er det somregel også noget der er ude af min kontrol.

Ting som klart intentionelle fornærmelser er heldigvis en situation der ikke har været et særlig stort problem for mig i mange år. Og hvor er det befriende, ikke at blive ophidset over åbenlyse provokationer.
Buddhismen fortæller om det med en historie med en fyr der råber grimme ting af Buddhaen da han går en tur igennem gaden. Buddhaen er imidlertid ret ligeglad, selvom han hører mandens tilråb. Senere møder han manden igen, hvortil han spørger hvorfor Buddhaen ikke reagerede på hans fornærmelser.
Buddhaen spørger manden, at hvis han tog til en fest og medbragte en gave til værten, men værten afslog at tage imod den gave, hvem tilhører gaven så? "Mig selv, vel" svarer manden. På samme måde virker tilråb og provokationer.
Hvis jeg nægter at tage imod dem, så tilhører de ikke mig. Irritationen og vreden der har fået provokatøren til at sige de grimme ting, står imidlertid tilbage, alene, med sine egne tanker og følelser, fordi jeg nægter at tage del i dem.

Det betyder selvfølgelig ikke at jeg ikke kan provokeres. Det kan jeg godt, men det er svært for mig at blive påvirket af fremmede menneskers åbenlyse provokationer. Fordi jeg nemt kan se, hvad det er de prøver på, og det er ikke en leg jeg gider lege.
Andre gange ser jeg ikke, hvad det er afsenderen prøver på, og bliver provokeret fordi jeg ikke forventede det (som vi jo har været inde på længere oppe). Og så bliver jeg selvfølgelig vred/ked af det. Det er vel at mærke lige ind til det går op for mig, hvad det egentlig er der foregår. Når jeg har den indsigt, har jeg nemlig også det klare valg, at melde mig ud af den situation jeg er endt i. Jeg fik foræret en gave af fornærmelser og lidelse, og ikke før jeg fik åbnet den, indså jeg hvad det var. Men bare fordi jeg allerede har pakket den op, er jeg altså ikke forpligtet til at beholde den.



Med al den viden i bagagen skulle man tro at jeg kunne eliminere al potentiel vrede eller irritation, skuffelse eller følelse af at blive såret. Det kan jeg nok næppe, men det er heller ikke min stræben. Nogen følelser er stærkere end andre, og følelsen af at blive ked af det eller såret, er nok en jeg klynger mig meget til, fordi den ofte også er værd at lytte til. Derfor tænker jeg dog alligevel tit over, hvorfor det er jeg bliver ked af det, eller såret.
Vrede og irritation er dog to følelser jeg ikke føler jeg får ret meget gavn af. De vil altid være der, men om ikke andet, er mit håb at de ikke skal styre eller dominere mig i en særlig nævneværdig grad.

0 kommentarer:

Planen

december 15, 2017 Mikki Ragn 0 Comments

 Egentlig er formålet med projektet at være et slags "nytårs fortsæt", i forlængelse af at jeg har klaret mig hamrende godt i 2017, hvor jeg kom mit sukkermisbrug til livs. Men at kalde dette et decideret "fortsæt" er bare lidt bagvendt. Så jeg kalder det i stedet et projekt, eller en slags side hobby. For jeg vil ikke hænge mig selv op på noget, for at tvinge lykke ned i halsen på mig selv, ville næppe få den ønskede effekt. (Derudover er det i skrivende stund stadig december - men hvorfor vente med noget, man lige så godt kan begynde på nu?)

Min tanke og plan med bloggen er følgende (med plads til en hel del ændringer undervejs, skulle det blive nødvendigt).

Hver måned vælger jeg et tema. Noget jeg gerne vil fokusere på, eller læse mere om. Øvelser der kan være i relation til dette, men ikke nødvendigvis udelukket til.
Temaerne udarbejdes hen ad vejen.

Hver uge, har jeg planer om at bestræbe mig på at fuldføre nogen udfordringer, jeg håber kan forbedre mine evner inde for håndtering hhv stress, vrede/tristhed og usikkerheder. Hvis en uge bliver for presset, vil det være bagvendt hvis jeg følte mig stresset af at skulle udføre mine ugentlige udfordringer, og derfor er det mere ment som muligheder snare end regler.
Ind til videre er nogen af de ugentlige udfordringer:
  • Taknemligheds tirsdag/torsdag: Dagen er mindre vigtig, men mindst én gang om ugen, vil jeg gerne lave en liste, eller fokusere på noget ganske særligt, som jeg er taknemlig for. Alt fra evnen til at trække vejret, til erkendelsen af at jeg lever i et rigt velfærdsland.
  • Jeg vil bestræbe mig på at lave noget, jeg ved jeg er god til. I mit personlige tilfælde, er det kreativitet. Noget jeg nyder at lave, og føler jeg skal have støvet lidt op igen.

Hver dag, vil jeg gerne gøre mig nogen refleksioner. Dog med forbehold for at jeg nok glemmer det det meste af tiden :/ Det er et spørgsmål om at få opbygget gode vaner, snare end forpligtelser jeg skal opfylde.
Ind til videre, og så længe jeg kan holde det kørende, vil jeg gerne
  • Starte dagen med at reflektere over hvor heldig jeg er, med alt hvad det indebærer.
  • Afslutte dagen med at reflektere over, hvad jeg har gjort af gode ting i dag. Men også hvilke udfordringer jeg havde, og hvordan jeg håndterede dem.

Løbende har jeg en lille notesbog, jeg skriver noter og tanker i som kommer hen ad vejen, udover hvad jeg ellers vælger at nedfælde her i bloggen.

0 kommentarer:

Jeg er ikke nogen superhelt

december 15, 2017 Mikki Ragn 0 Comments


Jeg har det seneste år brugt rigtig meget tid på at lave regler og forbud for mig selv. Jeg måtte begrænse mit sukker indtag, og i takt med interessen for zerowaste bølgen, må jeg også begrænse køb, overflødig emballage og andre plastik relaterede ting. Så er vi også blevet vildt god til økonomi, og i tilgift blevet meget anti-konsumeristiske. Vi er også blevet "flexitarer" af miljømæssige årsager, og køber nu meget sjældent svine- og oksekød. Der er så mange ting jeg ikke længere må, men fordi det er i den gode sags tjeneste, prøver jeg at klappe mig selv på skulderen over hvor godt et menneske jeg er, når jeg gør det.
Jeg er desuden også blevet mor for første gang, for halvandet år siden. Jeg har haft svært ved at finde rolle modeller i mine egne forældre, og særligt med en kritisk far, har jeg mange usikkerheder når jeg læser om råd om opdragelse, diskussioner om hvad den "rigtige" forældre rolle er, osv. osv.. Jeg ved, at jeg rigtig ofte ser spøgelser, og holdninger og modstand som egentlig reelt set slet ikke er der.
Jeg prøver at kompensere mine usikkerheder om mig selv og min rolle i livet, ved at vise omverdenen at jeg er et godt menneske der køber økologi, bruger stofbind og skralder legetøj. Alligevel er det aldrig godt nok. Jeg lader mig kue når andre gør det til en konkurrence, og jeg tager det for personligt når mennesker bliver sure, fordi ikke alle deler lige netop deres værdisæt og prioriteter. Jeg bliver sur, fordi de bliver sure, og skyder sig selv i foden.
Og det gider jeg ikke bruge min tid på. Jeg ved inderst inde, at jeg er en god mor. Jeg ved med absolut sikkerhed, at jeg gør det rigtige for miljøet og dyrene, også selvom jeg ikke gør det i den rækkefølge, andre har valgt at gøre det. Jeg ved, at der ikke er nogen grund til at blive ked af, at jeg ikke kan være en superhelt og redde hele verdenen, men at jeg tilgengæld skal være stolt af at gøre det jeg kan magte og overskue i mit liv, lige nu. For aldrig har jeg gjort mere, end jeg gør  nu.

Jeg ved, at min interesse for miljø aktivisme er et behov for at kompensere for mine usikkerheder, men det gør ikke noget. Det er blevet en slags hobby for mig, der har nogen positive følger. Jeg føler mig godt tilpas når jeg går op i det, også selvom jeg ikke altid følger det til døren - og det betyder faktisk rigtig meget, at det giver mig den følelse. Uden den, ville jeg jo slet ikke orke det. Så skid hul i, om vi var nød til at droppe stofbleerne, fordi kæresten ikke magtede morgenbæen. Og skid hul i, at det er svært at stå i dilemmaet mellem at vælge de økologiske grøntsager i plast emballage, eller de konventionelle i løsvægt. Skid hul i, at vi er gået tilbage til alm. affaldsposer, fordi de smarte bionedbrydelige af majs, er alt for papirstynde og besværlige.
Det SKAL føles godt før det nytter noget! Og når nu der en sjælden gang kommer en løftet pegefinger fra en bedrevidende aktivist, med meget højere moralske standarder end mig, og fortæller mig at det altså også er for galt at jeg ikke er veganer endnu, så må jeg vælge at lægge det døve øre til.
Ikke fordi personen ikke har ret i det de siger, men fordi jeg personligt har valgt glæden ved det jeg gør, over moralen i det jeg gør. Så længe jeg gør noget, ved jeg at jeg da at jeg har opnået mere end hvis jeg slet ikke gjorde.

For helt ærlig, jeg ville sgu blive sindssyg hvis jeg skulle gøre det hele. Undgå overflødig sukker, overflødig plastik, gennemlæse samtlige ingredienslister for at støvsuge dem for ikke kun animalske produkter, men også deres bæredygtige ophav og potentielt skadelige tilsætningsstoffer. Jeg skal også kunne leve!! For nogen er dette lettere end andre, men jeg er ikke "nogen", jeg er mig selv.

Men jeg bliver ked af det, når folk belærer og stiller for mange krav til andre. Jeg forstår imidlertid godt hvorfor de gør det, fordi det er et spørgsmål om at kæmpe for noget vigtigt. I hvert fald noget vi prioritere som noget af det vigtigste. Jeg bliver ked af det, fordi det får modsat effekt når man gokker folk i hovedet de forkerte valg de gør (i stedet for de rigtige valg, de også gør), fordi det også for mig er vigtigt at vi passer på vores jord og vores dyr, at jeg faktisk ikke føler vi har plads til at løbe risikoen for at denne form for planet kærlighed skal associeres med arrogance og kritik. Det er ikke sådan man motivere andre til at følge trop!

Vrede over andre opstår i høj grad, fordi man stiller forventninger til dem. Jeg forventer at vi alle sammen gerne vil leve godt sammen, og at vi respektere al form for liv og vil passe på vores planet. Selvom jeg tror mange ville være enige i den holdning, hvis man altså udspurgte dem, kan jeg ikke forvente at alle altid er bevidste om det. "Men så kan jeg jo gøre dem bevidst om det, ved at oplyse!". Nej, for det er ikke mit job, for hvis jeg skal tage ansvar for at andre har det rigtige værdisæt (det værdisæt, der er mine egne - mind you), så antager jeg først og fremmest at min version af problemløsningen er den eneste der findes, eller at den er mere rigtig end andre. Ellers kunne jeg jo lige så godt lade dem finde løsningen på egen hånd. Der er dog imidlertid intet i vejen med at prøve at inspirere, men det skal stadig være uden en forventning om at folk bider på, og følger mit eksempel. Det er aldrig et spørgsmål om hvorvidt man har ret eller ej, det er måden man videregiver sine værdier det handler om. Det er forventningen om noget bestemt, der udløser vrede eller irritation når det ikke viser sig at ske alligevel. Og faktum er, at andre menneskers valg er og bliver ude for min kontrol. Inspiration er alt hvad jeg kan håbe på, men ikke noget jeg skal forvente.
Jeg vælger derfor at gå en stor bue uden om blogs og profiler lige nu, der handler om at ruske op i de folk, som ikke følger forfatterens opfordringer. Jeg finder det meget uinspirerede og en kilde til vrede og foragt, og jeg er bange for at blive "smittet" af det. Det splitter folk ad.  Jeg er heller ikke stor fan af satire profiler der bruger humoren som dække til at pege fingre ad andre, fordi de gør det "forkerte". Måske er det fordi jeg ikke forstår humoren, men jeg føler ikke det sender et budskab jeg selv kan stå bag.
Det er også derfor det er så vigtigt at understrege, særligt overfor mig selv, at denne blog er ment som selvterapi. Selvom det er kærkomment hvis jeg har medlæsere, skriver jeg ikke bloggen i forventningen om at nogen skal følge mine ord.

Fremgang får vi ikke ved at kigge på manglerne. Fremgang ser man kun, når man erkender hvad man har opnået. Ja, der er stadig mennesker som spiser hormonfyldte og udpinte grissebasser, og smider deres plastik bestik fra picnic turen i skoven, men det går sgu nok. For aldrig har jeg set så mange mennesker gøre hvad de kan, der hvor de kan, for at gøre en forskel på det lige netop jeg, har i fokus lige nu.  For der er jo så mange måder at redde verdenen på, eller andre vigtige emner der er værd at tage stilling til, men man kan ikke have øjne på det hele. Jeg kunne også have valgt at fokusere på feminisme, bedre vilkår for psykisk sårbare, retten til net neutralitet og meget andet.
Eller slet ingen ting. For måske skal vi i virkeligheden slet ikke forvente at andre redder verdenen sammen med os, hvis det er det vi vil. For det er et verdenssyn vi selv har valgt at have.
Nogen mennesker har ikke travlt med at redde verdenen, enten fordi de er nød til at redde sig selv først, eller fordi de i virkeligheden allerede lever i en frelst verden. Begge situationer, der er lige vigtige at forholde sig til.

Jeg kan rigtig godt lide Ghandi citatet "Be the change you wish to see in the world". Vi kommer rigtig langt, hvis vi bare lægger fokus på hvad vi selv kan gøre, i stedet for at bruge al energi på hvad alle andre bør gøre.

0 kommentarer:

At blive et "bedre menneske"

december 14, 2017 Mikki Ragn 0 Comments

Ord er en sjov størrelse. Nok hedder bloggen "noget om lykke", men det er et sjovt og relativt begreb, som unægteligt kun kan være subjektivt. Jeg søger min egen definition  af lykke, til trods for at jeg faktisk allerede har fundet den. Jeg er allerede lykkelig!

Så hvad er formålet med bloggen så? At blive bedre til at være lykkelig, fordi jeg ikke kan få nok af den!
I virkeligheden bunder det snare i noget selv refleksion. Jeg vil også gerne lære at være "et bedre menneske", men det indikerer jo implicit, at jeg er et dårligt menneske nu. Det er jeg ikke, men jeg har selvfølgelig fejl og mangler - præcis ligesom alle andre mennesker har.
Jeg vil dog gerne være bedre til at omfavne dem, og jeg drømmer om at være et menneske der kan hvile i mig selv, og ikke overtænke tingene altid.
Det er nemlig sådanne mennesker jeg selv ser op til. Hvad der dog er vigtigt at huske på, er at jeg kun ser facaden. Vi ser altid op til selvsikre mennesker der emmer af positivitet og livsglæde, men vi ved ikke altid hvad der foregår oppe i knolden på dem. Man kan sagtens virke glad udadtil, men slås med problemerne inden i. Men kun til en hvis grad, hvis det ikke lader sig vise udadtil.

Jeg forkaster ikke mine inderste dæmoner, benægter mine fejl eller undergraver min usikkerheder. Jeg vil bare gerne lære til at være bedre til at håndtere dem, når de opstår - for opstå, det vil de.
Jeg vil gerne opnå min personligheds fulde potentiale. Jeg har, som så mange andre, gode og dårlige perioder i mit liv. Perioder hvor jeg er stresset, bliver sur og tvær, hvor jeg er usikker og forsvarer mig overfor spøgelser, eller perioder hvor jeg langer ud efter andre, for fejl jeg i virkeligheden bare ser i mig selv. Det er perioder, som gør mig ked af det, og det føles forkert helt ind i knoglerne,  når jeg tager mig selv i at rakke ned på andre, sladre grimt og brokke mig over ligegyldigheder.
Tilgengæld har jeg også perioder hvor jeg er fuld af overskud. Hvor jeg får chancen for at hjælpe et andet menneske, og mærke at min hjælp gør en forskel. Perioder hvor alt hvad jeg ser og rør, er guld. Perioder hvor jeg anerkender skønheden i alle mennesker, også når de gør noget uheldigt.
Ikke så overraskende for nogen, er det en no brainer i hvilke perioder jeg føler størst lykke.
Omend lykke aldrig bliver en konstant tilstand, og lykke ikke er mulig uden også at være ulykkelig engang imellem, så vil jeg alligevel gerne være bedre til at ruste mig mod modgang, og omfavne mine styrker.

Intet menneske er perfekt. Jeg har ingen ambition om at blive en helgen. Men når usikkerhederne dominere så meget at det går ud over mit familie liv, så er det på tide at finde en løsning. Jeg er overbevist om, at et godt sammenhold med andre mennesker, starter med én selv. Jeg kan aldrig i sandhed elske andre, hvis ikke jeg først lærer at elske mig selv.

0 kommentarer:

Abonner på: Opslag (Atom)