Det sociale medie spejl
Der har været ret stille på bloggen i nogen tid. Men jeg har ikke glemt den! Missionen om at forbedre et positivt sind fortsætter stadig on/off, når jeg mærker det går nedad og har brug for at komme op igen. Nu opstod behovet for at lukke tanker ud på bloggen igen.
Jeg står i en situation med et kæmpe love-hate forhold til Instagram og andre sociale medier jeg bruger for tiden. Det er ikke unormalt for mig, at blive hooked på et medie i en periode, for pludselig at indse at jeg er for afhængig. Men særligt Instagram har været et godt værktøj for mig, særligt i forhold til identitet og selvværd. Jeg startede med at lave den, da jeg stadig var på barsel for lidt over et år siden. Jeg følte mig identitetsløs, og ville gerne bevise overfor mig selv at jeg var mere end bare mor-rollen, at jeg havde værdier i livet der var værd at fortælle om. Det har siden hen også været et godt værktøj til at finde inspiration til særligt kødfrie retter, som vi for alvor gav os i kast med, men ikke vidste meget om. Men hvad der startede med at være et værktøj til at bekræfte mig selv overfor mig selv, er nu endt med at føles som en forpligtelse om en masse normer og værdier jeg skal efterleve. Instagrams algoritmer viser mig de samme ting igen og igen, den tror jeg er veganer og pludselig finder jeg ikke kun inspirerende madopskrifter, men også negativitet og voldsom debat. Den ved også at jeg interesserer mig for zerowaste, og pludselig tager jeg mig selv i at opleve en lang større grad af negativitet og irritation når jeg er ude i den virkelige verden, der flyder med engangsplast og miljøforurening. Jeg kan ikke engang nyde en enkelt undtagelse af frås og skødesløshed. Jeg bruger vægttabs tags, og selvom jeg føler mig positivt inspireret af sunde retter, dukker der også fitness folk op, som giver mig en følelse af at jeg skal opnå et ideal jeg ikke har.
Jeg spurgte min bror om han ville med til Food Festival i sidste uge, og at vi allerede havde bestilt billetter til om lørdagen. Det er et event vi først opdagede sidste år, og jeg har glædet mig til det næste lige siden. Desværre havde jeg glemt, at han allerede havde snakket om Klima marchen, og at han synes den var vigtigere og derfor hellere ville med til den. Det var en reel prioritering, jeg selvfølgelig respekterede ham for. Pludselig blev jeg i tvivl om mine egne prioriteringer. Mens jeg kiggede på eventet på facebook, blev jeg gjort opmærksom på en vegansk protest der ville blive holdt alle dage foran festivallen. Her blev jeg for alvor forvirret, og prøvede at blive klogere på hvad protesten helt konkret var om, da festivallen bød på meget mere end konventionel animalsk produktion. Jeg fik aldrig svar, og blev aldrig klogere, men nu var jeg i tvivl om jeg skulle have dårlig samvittighed over at tage med til et arrangement jeg dybest set bare gerne ville nyde lige så meget, som jeg gjorde sidste år. Havde jeg givet afkald på mine grundværdier? Var jeg en hykler hvis jeg deltog? Det ville jo også unægteligt være et event fyldt med affald og plastik, og en masse madspild.
Lige pludselig kunne jeg ikke nyde noget længere. Alting føltes så alvorligt. Der er altid noget man skal tage stilling til, en kamp der skal kæmpes, noget man skal være oprørt over. Jeg ville bare have en hyggelig dag med familien.
Det gik op for mig hvorfor jeg pludselig føler jeg skal leve op til et umuligt ideal. Jeg bruger simpelthen for meget tid på facebook og særligt Instagram. Det er kun min egen fejl. Her repræsenteres en meget begrænset virkelighed, særligt blandt niche profiler med et enkelt tema. De mennesker der fortæller vægttabs historier, tager jo ikke billeder af deres McD mad, den dag de lige tog en "snyde dag". Veganeren med de mange hjertesager, lagde ikke billeder op af sit nye H&M fast fashion tøj, der blev lavet af underbetalte kinesere. Og hvis man er typen som er på facebook for at finde events man kan deltage i, ser det ud som om man aldrig laver andet i ens liv. Aldrig bare ligger på sofaen, æder chips og ser en dårlig film i fjernsynet.
Jeg bliver ør i hovedet af alt det jeg bør gøre, og alt det jeg prøver at efterleve.
Men jeg tror ikke jeg er mere afhængig end så mange andre. Men jeg er, som så mange andre mennesker, et flokdyr med et fuldstændig basalt behov for at spejle mig i de mennesker der er omkring mig. Lige nu venter jeg stadig på at de praktiske ting falder på plads, så jeg kan vende tilbage til min praktikplads (det føles nærmest som et luksusproblem at have så meget fritid, men jeg kommer aldrig ud!). Jeg ser næsten ikke nogen mennesker til hverdag, fordi jeg bare venter. Min mobil og min computer er det eneste sociale netværk jeg har for tiden. Jeg mangler at kunne spejle mig i helt normale uperfekte mennesker, som jeg ikke kun ser, når de selv har valgt hvilke udpluk af deres liv jeg skal se.
Ja, gu udstiller vi os selv på internettet, men det behøver ikke være noget negativt hvis det ikke også samtidig vejes op mod noget uperfekt. Men selv når man udstiller sin egen uperfektion, så er det stadig en udvalgt virkelighed. Og du kan aldrig fortælle hele din virkelighed, særligt ikke den du ikke engang er bevidst om, på de sociale medier. Det giver et skævvredet billede, der er svær at spejle sig i, når det er det eneste man har.
Den oplagte løsning er at slette appen, men det har ikke virket for mig før. Jeg har forsøgt at skifte mobilen ud med hækletøj, og installere apps til at blokere andre apps, men lige lidt hjælper det. I stedet har jeg valgt at un-followe størstedelen af de mennesker, jeg ikke kender, særligt folk som har en mærkesag jeg føler mig indirekte forpligtet til efterleve. Jeg kigger jo på appen alligevel, så jeg har i stedet valgt at sortere mine 'triggers' fra ind til videre.
Jeg har genlæst et par af mine indlæg her i bloggen, og fundet et par af dem særlig nævneværdig i den her kontekst. 'Jeg er ikke nogen helt', det er jeg stadig ikke. Men det er gået fra at være en hyggelig hobby, til noget der nærmest driver mig til vanvid. Jeg har stadig mine værdier i behold, det vil ikke ændre sig. Jeg har et intens behov for at forstå andre, for at lære at respektere og se deres virkelighed, uden jeg nødvendigvis deler den.
Samtidig har indlægget om, at man bliver hvem man omgås med, også sat en del tanker igang i dag. For det er jo netop af den grund jeg gjorde hvad jeg gjorde. Opsøgte mennesker på nettet jeg fandt inspirerende. I stedet er jeg endt et sted, hvor jeg føler jeg skal opnå de samme værdier, også dem jeg ikke er enig i. Pludselig føler jeg mig som et forkert menneske. Hvor jeg før fandt inspiration hos veganere og vegansk mad, ender jeg oftere og ofte i en situation hvor jeg skal retfærdiggøre noget, jeg allerede har taget stilling til tusindvis af gange før, og altid når den samme konklusion for. Det gavner mig ikke at blive hængene. Jeg føler mig nærmest hjernevasket af mig selv, i mit forsøg på at forstå et verdensbillede jeg bare ikke har, men insistere på at blive hængende i. Det har bidt mig i røven, og jeg føler nærmest et behov for at opsøge profiler af jægere og burger elskere for at opveje nogen ting.
Tak. Det er lige mine ord
SvarSlet