Et år senere

december 21, 2018 Mikki Ragn 0 Comments

Det er omtrent et år siden jeg startede denne blog, for at skrive om mit "nytårsfortsæt" i 2018, med jagten om at blive et "lykkeligere" og gladere menneske.
Hvad er der så sket siden? For nytårsfortsæt handler jo ikke bare om at starte nye projekter, man må også lige kigge tilbage over skulderen, og se om man har lært noget af det forgående nytårsfortsæt.

Er jeg blevet lykkeligere siden sidste år? Det er virkelig svært at sige, for lykke er jo ikke noget der bare kommer natten over. Det kommer gradvist, og når det endelig er her, og har været her længe nok, bliver det en ny norm. Og så ligger man ikke rigtig mærke til den, også selvom den er der, og den gavner.
Min kæreste fortalte mig i foråret at jeg havde en markant mere positiv adfærd end jeg plejede, og var langt mere tålmodig og rolig. Jeg mener ikke selv jeg normaltvis er den mest aggressive og negative person, men jeg må tilstå at jeg nok har oplevet væsentlig mindre negativitet og irritation i dette år, end jeg måske plejer at opleve.
Selvfølgelig har jeg ikke tænkt på Buddha citater og kognitive værktøjer hver eneste dag, og selvfølgelig har jeg haft de dage, hvor 'alle bare er ude på at ødelægge min dag', men i det store hele er jeg langt oftere opmærksom på mit eget tankemønster og adfærd, når jeg fornemmer at tingene er ved at gå lidt skævt. Det er ikke altid at jeg bemærker det lige med det samme, og det er heller ikke altid jeg lige kan sætte en finger på hvor kildens udspring er - men jeg bemærker at det sker, og det er et kæmpe plus! For når jeg bliver opmærksom på det, så har jeg en unik mulighed for at ændre det.

Jeg kan ikke gå på en lyserød sky hver eneste dag, og tænke glade og muntre tanker. Nogen dage vil unægtelig bare være noget møg, eller være stress fra morgen til aften uden at jeg har haft en chance for at kunne gøre til eller fra. Sådan er livet. Og jo før jeg kan acceptere at det er ét af mange aspekter i livet, jo bedre! Men det her er en muskel der skal trænes. Jo oftere jeg bliver opmærksom på mig selv og mit sind, jo bedre bliver jeg til at bemærke de negative riller jeg af og til falder i. Jeg kan skabe nye riller, men de bliver kun bedre og dybere end de gamle, hvis de øves jævnligt. Det sker ikke fra en dag til en anden, men mellemrummet mellem de stunder hvor følelserne løber løbsk med mig på en ubehagelig måde, bliver kun længere og længere fra hinanden, jo mere jeg får nye vaner ind under huden.

Jeg føler mig enormt motiveret til at fortsætte dette "fortsæt" til næste år. Og nok næste år igen, og igen, og igen. At opøve et positivt sind og skridtene tættere på et lykkeligt liv, er ikke noget man bare opnår på et enkelt år. Det er en livsstil, og omend der nok er ting der skal øves i starten, kan jeg allerede nu mærke at der er mange ting der falder mig langt mere naturligt nu, end det gjorde for mit gamle jeg, for bare nogen få år tilbage, da jeg stadig led af en svær depression.
I det nye år starter jeg i skole på et nyt studie (pædagog), og her frygter jeg dage fyldt med stress og mange lektier. Det vil jeg allerede nu gerne komme lidt i forkøbet, og forberede mig med en mentalitet der minimere unødig negativitet og irritation. Derudover håber jeg på at kunne finde en sund interesse i alt det kognitive psykologi, og den Buddhisme som fænger mig af hjertet.

0 kommentarer: