Fri mig for mine fordomme



I dag vil jeg bruge en af mine sidste fridage på at reflektere over nogen af de små irritationer, som sniger sig ind og forplumre mulighederne for et positivt sind. Det stjæler unødig energi, som jeg kunne bruge på noget meget mere fornuftigt.

Som bloggen her fra tid til anden bærer præg af, er en af de irritationer som fylder for meget i min underbevidsthed, ting som relatere sig til veganere, uden at dreje sig om veganisme som ideologi. Det frustrere mig ikke at kunne få det til at forene sig, og jeg har ikke lyst til at det skal fylde så meget. Derfor vil jeg gerne komme det til livs. For at det er muligt, må jeg bryde mine fordomme op i brudstykker og anskue hvert problematisk element af det.

Først og fremmest må man erkende at vi alle sammen er mennesker. Vi er flokdyr, men vi søger instinktivt den flok, som vi relaterer os bedst til. Både nogen veganere og kødspisere har tendens til at tage så stor afstand til "den anden livsstil" at der opstår et os/dem skæl mennesker i mellem. Man gør lidt grin med den anden part, og står stolt på sin egen side af hækken.
Enhver der vælger en radikal livsstilsændring gør det selvfølgelig ikke uden at føle, at der er noget om snakken. Men når tankegangen går fra "jeg føler dette er det mest rigtige at gøre, derfor gør jeg det" til "dette er det mest rigtige at gøre, derfor bør alle gøre det" skabes der også implicit en mentalitet om at alle der ikke følger det tankesæt, er forkerte mennesker. Et skæl, der forstærker os/dem tankegangen.
Der er uden tvivl mange ting i denne verden, som jeg føler er forkert at gøre, men som mange mennesker gør alligevel. For hvert nytår opstår et endnu mere intenst had til alle former for fyrværkeri. Dele af det er et subjektivt forhold, og dette anerkender jeg for at være fuldstændig personligt. Jeg synes det er kedeligt at kigge på, det larmer, og det irriterer mig grænseløst at ikke samtlige mennesker i mit nærområde respektere loven for hvilke datoer det er tilladt at fyre af. Andre elementer af hadet er mere grundlæggende og faktuelle. Det stresser vilde og tamme dyr, det er dårligt for miljøet, og stort set ingen tager ansvar for alt affaldet der bliver skabt derefter.
Alt hvad jeg kan gøre, er ikke at bidrage til det jeg finder forkert. Det er sådan set nemt nok, jeg lader bare være med at købe/fyre fyrværkeri af. Men for at kunne finde ro i sjælen over at nytårsaften uundgåelig altid foregår på den måde, accepterer jeg at vi alle er mennesker. At jeg også engang synes det var sjovt, uden at tænke mere over konsekvenserne. At alle har behov (og lov) til at skeje ud og have det sjovt, uden at alting skal være en løftet pegefinger. Og at mennesker ikke har dårlige intentioner, bare fordi de ikke ser hvad jeg ser.
Det er nemt nok at irritere sig over problemet, når løsningen ofte er usynlig. Jeg kan tydeligt høre og se hvor mange der bryder min ideologi, men de som følger den gør sig jo netop ikke bemærket. Det er hele pointen. Det er nemmere at spotte de mennesker man er uenig med, hvorimod man ikke altid bemærker de som gør det man allerede synes er en selvfølge.

En anden, og meget velkendt drivkraft til irritation over andre mennesker, er egoet. Det er nok igen et tegn på vores flokdyr instinkt, at vi ønsker at alle andre blev lidt mere ligesom os selv.
I bund og grund er der meget i veganismen som ideologi jeg er enig i, og de sidste få elementer jeg ikke er enig i, er områder jeg erkender som værende subjektive. Elementer hvor jeg hviler retten til et andet livssyn, både i og uden for mig selv. Der er for mig ikke noget modstridende eller "forkert" i veganismen som koncept.
"Hvor ville verden være et mere fredeligt sted, hvis alle bare kunne være enige", er en sætning jeg tror mange har sagt til sig selv og andre. Men hvem er det egentlig lige vi alle sammen skal være enig med? Mig? Dig? En helt tredje? Det er ikke uenigheden der skaber problemet, det er måden hvorpå vi håndtere den.
Der hvor filmen knækker for mig, er nogen af de enkelt individer som litterært flager med en tankegang og et budskab, uden at ligge skjul på at formålet er at få flere mennesker over på "deres hold". Det er ikke handlingen i sig selv, der er problematisk, for hvem ville ikke forsøge at ændre en verden man finder grusom forkert. Der er en hårfin grænse mellem at oplyse med henblik på eftertanke, og på at ønske at alle "indså sandheden". Det er oplagt at finde irritation ved veganisme fordi det giver anledning til at man føler man skal have skyldfølelse for ikke at dele ideologien. Jeg har tænkt grundigt og taget stilling til de elementer jeg ikke er enig i, og hviler i min egen fortolkning af sandheden. Jeg har i realiteten ikke noget at fylde skyld for, hvis jeg kan retfærdiggøre det jeg gør. Men jeg føler mig provokeret af en antydning om at det aldrig er godt nok, før jeg når præcis samme tankegang. Mit ego står uberettiget i skudlinjen. sku har altid fundet kampråbet "go vegan" enormt provokerende. Det gør jeg stadig, til trods for at mange af mine egne værdier i stigende grad er blevet mere veganske. Jeg tolker udtrykket som en meget direkte opfordring til at konvertere hele sin livsstil til et fastsat koncept, uden at tage stilling til mellemregningen. En nærmest ordre ligene besked, der forlanger et emneskift uden rum til nuance og tilpasning. Det er måske en personlig overfortolkning, men jeg har aldrig hørt en vegetar insistere "go vegetarian" eller nogen anden moralsk dreven ideologi forlange et enten-eller forhold til konceptet. Måske lige med undtagelse af insisterende kristne, der opfordre at man erkender Jesus som sin frelser. Det er min primære sammenlignings model for den type af veganer. Under dette er der selvfølgelig også en følelse af at blive påduttet en holdning. Jeg nævner ofte Buddhismen i denne blog, med en hvis forsigtighed i frygten for at en potentiel læser føler sig påduttet. Men jeg nævner det, fordi det er et emne der optager mig meget, og er meningsfuldt i mit liv. Det er underforstået, at bare fordi jeg fortæller et andet menneske at jeg synes Game of Thrones er en fed tv serie, implicerer jeg ikke at alle andre skulle mene det samme. Hvis jeg taler meget om det, skyldes det somregel ikke mere, end at det er et emne der betyder meget for mig. Nogen gange finder mennesker så stor begejstring ved et emne, at de ønsker at dele den følelse de har opnået igennem emnet, snarer end emnet i sig selv.
Men i nogen mennesker savner jeg en større forståelse for et mellemstadie. At det er ok at mennesker fortolker dyreetik på forskellige måder, så længe de tager stilling til det. At man godt kan være semi-vegansk, uden at det hele skal handle om at alle skal blive veganere i sidste ende. At veganisme er den eneste løsningsmodel.
Når alt kommer til alt, er det som bekendt ikke ideologien jeg har svært ved at acceptere. Det er de enkelt individer, som insisterer på deres version af sandheden som noget endegyldigt. Et behov for at opfordre flere mennesker til at tænke ligesom dem selv. Et behov for at bestemme, hvis de kunne, at flere mennesker gjorde ligesom dem. Og ingen bryder sig særlig meget om at blive fortalt hvad man skal og ikke skal gøre, og slet ikke uden at forstå årsagen først. Den erkendelse skal altid komme indefra, før den er holdbar.
Derfor må jeg jo selvfølgelig også indse mit eget hykleri. Min irritation over mennesker der råber "go vegan" og skal bestemme hvad jeg skal, og ikke skal gøre, bunder udelukkende i et ønske om at de bare gjorde og tænkte ligesom jeg gjorde. At vi bedst inspirer ved at sætte eksempler, frem for at diktere moral. Netop dén tankegang følger jeg mindre og mindre, for hver gang jeg hidser mig op over at andre ikke tænker som jeg. For det giver et stigende behov for at irettesætte. Og det er ikke halvt så effektivt som mit ego bilder mig ind at det er. Det er udelukkende et selvisk behov for et ønske om at flere mennesker blev ligesom jeg. Og ikke nødvendigvis et behov for at "vise" hele verden, at jeg har forstået noget de ikke har.
Det er ikke mit ansvar, eller min pligt at "lære" mennesker at gøre alt det rigtige. At tænke på den "rigtige" måde ect. Jeg skal give slip på idéen om, at jeg har både ansvar og kontrol over andre menneskers verdenssyn. Det har jeg ikke.
Det er mit selvansvar at blive bedre til at dyrke mine egne værdier først. En af disse værdier er, at selvom jeg kun kan håbe på at inspire, så er det ikke for andres skyld at jeg søger lykke og hvad der for mig, er en rigtig tankegang. Den søger jeg fordi det giver mest mening i mit liv.

Jeg kan altid ønske at verden ændrede sig, i den retning jeg tolker den burde bevæge sig i. Men det skaber kun anledning til had og lidelse, hvis ikke jeg kan acceptere det faktum, at rigtig mange ting er fuldstændig ude af min kontrol.
Jeg har magt som forbruger og som individ. Jeg kan inspirere, og som nævnt skal jeg ikke dyrke et verdenssyn med det primære formål at vise andre at jeg er mere rigtig end dem.
Men magt er ikke nødvendigvis synonym med kontrol. Behovet for kontrol er igen et symptom af egoet, og det balanceres på et knivsæg at hvile i accepten om at mange ting er ude af min kontrol, samtidig med at jeg tager den kontrol jeg har.
Det er ikke i min kontrol at bestemme hvordan andre mennesker tænker. Derfor bør det heller ikke være en forventning at de forstår mig. Det er derimod i min kontrol at acceptere at mennesker ikke tænker ens, og at det er okay. Det er trods alt diversiteten blandt mennesker, der har skabt den nuancerede verden vi lever i.
Det kan gå mig meget på, når jeg møder mennesker hvis mangel på høflighed og situationsfornemmelse skaber en akavet og ubehagelig oplevelse. Min umiddelbare følelse er først og fremmest frustrationen over en dårlig opførsel, men implicit er det også en frustration over at jeg forventer at mine medmennesker burde 'vide bedre'. Vide bedre, relativt til hvad? Jeg har en forventning om at mine medmennesker ved hvad jeg ved. Det er en dum forventning, for andre mennesker er ikke mig.
Min instinktive følelse i en konflikt situation er som udgangspunkt altid, at den er uventet. Mit hjerte banker, fordi jeg befinder mig i et primitivt "fight or flight" stadie hvor jeg skal handle hurtigt. Når hjernen får ro på, så den rationelt kan tale, kan jeg kun overlade resten til håbet om en konstruktiv problem løsning. Men forvente det, det kan jeg ikke. Forventningen om at alle tænker som jeg tænker, er meget nemt brudt. Og uden forventningen, skabes der ikke anledning til frustration når det, ikke overraskende, viser sig ikke at blive mødt.

Men når det er sagt, er det svært ikke at få en hellig følelse af, at alle der ikke ser hvad jeg ser, er mindre emotionelt begavet. At mennesker der ikke kan tænke med hovedet koldt, er primitivt styret af deres følelser. Det peger igen tilbage på os/dem problematikken, og skaber en følelse af at jeg er bedre end alle dem jeg har en konflikt med.
Den tanke bryder jeg mig bestemt ikke om. Men det er samtidig også en gråzone af accept uden antagelser.
Jeg hviler uden nogen selvhøjtidelighed i erkendelsen af, at jeg tegner bedre end det gennemsnitlige menneske. Det kan jeg sagtens indrømme, uden at det implicere at jeg fornægter at der samtidig også findes masser af mennesker, der tegner langt bedre end jeg gør.
Det er kun hvis jeg bruger den erkendelse i et hånende øjemed, at det ville antyde en større værdi som menneske. Og at den værdi vil blive trumfet, af eksistensen af alle de mennesker der tegner bedre end mig, uagtet om de bruger erkendelsen hånende eller ej.
Alting er jo et spektrum af evner alle mennesker er mere eller mindre gode til. De fleste er enige om, at man ikke er et dårligt menneske bare fordi man ikke har lært at spille på blokfløjte. Så hvorfor er man et dårligt menneske, hvis man ikke har lært at håndtere sine følelser konstruktivt? Der er selvfølgelig ofte flere mennesker personligt involveret i konflikter med andre der håndtere vrede dårligt, end ofre for folk der spiller falsk på en blokfløjte. Men værdien som individ er hverken større eller mindre, uagtet evner
Så er det okay at erkende at man har tillært nogen mentale værktøjer mange andre ikke har? Må jeg godt klappe mig selv på skulderen over at jeg (nogen gange) kan tænke analyserende nok over mine tanker, til at de ikke påvirker mig følelsesmæssigt? Og bliver jeg en nedladende person, hvis jeg føler empati for de mennesker som ikke har den evne? Fordi de i traditionel Buddhistisk forstand "lider"?
Nogen gange tager jeg mig selv i at have en hvis følelse af bedrevidenhed, men når jeg bliver opmærksom på det, bliver jeg også i stand til at vende følelsen af hovmod til en oprigtig omsorgsfuld tilgivelse. Den ligger på en moralsk vippe ikke at kæmme over i decideret "medlidenhed", særligt fordi det nogen gange kan have nogen stærke negative konnotationer. Ikke at det nødvendigvis er negativt. Med-lidenhed implicerer jo at man sætter sig ind i lidelsen, i et forsøg på at være mere empatisk.

For at opssummere:
For at komme nogen af mine fordomme til livs, må jeg huske nogen grundlæggende ting:
 - Vi er alle sammen mennesker.
 - Det er egoet der driver et primitivt behov for at min sociale flok af ligesindede mennesker blev større.
 - Accepter at der er så meget, der er ude af min kontrol. Omfavn den kontrol jeg trods alt har.
 - Vær empatisk for vores forskellighed.

Et år senere

Det er omtrent et år siden jeg startede denne blog, for at skrive om mit "nytårsfortsæt" i 2018, med jagten om at blive et "lykkeligere" og gladere menneske.
Hvad er der så sket siden? For nytårsfortsæt handler jo ikke bare om at starte nye projekter, man må også lige kigge tilbage over skulderen, og se om man har lært noget af det forgående nytårsfortsæt.

Er jeg blevet lykkeligere siden sidste år? Det er virkelig svært at sige, for lykke er jo ikke noget der bare kommer natten over. Det kommer gradvist, og når det endelig er her, og har været her længe nok, bliver det en ny norm. Og så ligger man ikke rigtig mærke til den, også selvom den er der, og den gavner.
Min kæreste fortalte mig i foråret at jeg havde en markant mere positiv adfærd end jeg plejede, og var langt mere tålmodig og rolig. Jeg mener ikke selv jeg normaltvis er den mest aggressive og negative person, men jeg må tilstå at jeg nok har oplevet væsentlig mindre negativitet og irritation i dette år, end jeg måske plejer at opleve.
Selvfølgelig har jeg ikke tænkt på Buddha citater og kognitive værktøjer hver eneste dag, og selvfølgelig har jeg haft de dage, hvor 'alle bare er ude på at ødelægge min dag', men i det store hele er jeg langt oftere opmærksom på mit eget tankemønster og adfærd, når jeg fornemmer at tingene er ved at gå lidt skævt. Det er ikke altid at jeg bemærker det lige med det samme, og det er heller ikke altid jeg lige kan sætte en finger på hvor kildens udspring er - men jeg bemærker at det sker, og det er et kæmpe plus! For når jeg bliver opmærksom på det, så har jeg en unik mulighed for at ændre det.

Jeg kan ikke gå på en lyserød sky hver eneste dag, og tænke glade og muntre tanker. Nogen dage vil unægtelig bare være noget møg, eller være stress fra morgen til aften uden at jeg har haft en chance for at kunne gøre til eller fra. Sådan er livet. Og jo før jeg kan acceptere at det er ét af mange aspekter i livet, jo bedre! Men det her er en muskel der skal trænes. Jo oftere jeg bliver opmærksom på mig selv og mit sind, jo bedre bliver jeg til at bemærke de negative riller jeg af og til falder i. Jeg kan skabe nye riller, men de bliver kun bedre og dybere end de gamle, hvis de øves jævnligt. Det sker ikke fra en dag til en anden, men mellemrummet mellem de stunder hvor følelserne løber løbsk med mig på en ubehagelig måde, bliver kun længere og længere fra hinanden, jo mere jeg får nye vaner ind under huden.

Jeg føler mig enormt motiveret til at fortsætte dette "fortsæt" til næste år. Og nok næste år igen, og igen, og igen. At opøve et positivt sind og skridtene tættere på et lykkeligt liv, er ikke noget man bare opnår på et enkelt år. Det er en livsstil, og omend der nok er ting der skal øves i starten, kan jeg allerede nu mærke at der er mange ting der falder mig langt mere naturligt nu, end det gjorde for mit gamle jeg, for bare nogen få år tilbage, da jeg stadig led af en svær depression.
I det nye år starter jeg i skole på et nyt studie (pædagog), og her frygter jeg dage fyldt med stress og mange lektier. Det vil jeg allerede nu gerne komme lidt i forkøbet, og forberede mig med en mentalitet der minimere unødig negativitet og irritation. Derudover håber jeg på at kunne finde en sund interesse i alt det kognitive psykologi, og den Buddhisme som fænger mig af hjertet.

Er oprørthed symptomatisk med dårlig trivsel?

Det er ved at være noget tid siden der sidst blev skrevet på bloggen. Men det er stadig mit nytårsfortsæt at arbejde på et positivt sind, og jeg har bestemt ikke glemt mit mål, selvom jeg ikke skriver om det! (men det der med månedsudfordringer og temaer blev vist en saga blot).

Jeg bemærker en adfærds ændring i mig selv over de seneste par måneder. Noget er ikke, som det var i sommers hvor jeg var bund lykkelig næsten hele tiden. Jeg tror det bunder i noget så kedeligt og ordinært, som vejret og de mørke dage. Jeg er ikke trist eller deprimeret, jeg er bare ikke energisk lykkelig og optimistisk.

Jeg ender ud i diskussioner med andre mennesker, særligt nettet hvor den slags er nemt. Det er ellers en adfærd jeg har fralært mig selv, men også en adfærd jeg ved jeg ikke har behov/godt af. Hverken at deltage, eller ligge op til. Nogen studier peger angiveligt på, at der er en symptomatisk sammenhæng mellem diskutionslysten adfærd og dårlig trivsel i hverdagen. Det er ikke fordi jeg opsøger "dumme mennesker" jeg kan "irettesætte", så jeg selv kan føle mig begavet og oplyst (den type har jeg været - og det gjorde mig kun mere ulykkelig), og jeg har også lært at mennesker med en aggressiv og nedladende tone er mit que til at forlade diskussionen, for det er ikke et menneske man kan resonere med. Det skaber stress og konflikt, og en frustration der sniger sig sivende ud igennem fingerspidserne, ofte i form af en ligeledes spydig og hård tone. Det er den type debat, hvor alle går hjem som tabere. Det skaber en ond spiral af irritation på andre mennesker, der i tilgift skaber lige irritable mennesker på den anden side. Og sådan ping-pong'er man så belærenhed og irettesættelser to mennesker imellem, i stedet for at udveksle synspunkter. Det kan simpelthen ikke betale sig at tage del i.
Så hvad er det egentlig for en debat jeg ender ud i, og hvorfor har jeg overhovedet behov for det?

Jeg kan jo sådan set kun klandre mig selv. For det er mig der har problemet.
Jeg har under tiden fundet større interesse i en sundere og mere bæredygtig kost, end den vi havde før. For at udvidde min horisont og kendskab til det plantebaserede køkken, har jeg opsøgt vegetariske og veganske profiler på de sociale medier. Nu har jeg nævnt noget om veganisme her på gloggen før, og det skyldes udelukkende at det tilfældigvis er et emne der fylder meget for mig for tiden, fordi jeg (selvvalgt) eksponeres meget for det. Det er ikke en kritik eller en hetz mod denne gruppe, for den problematik jeg oplever kan sådan set også findes blandt mange andre grupper, særligt grupper med en 'radikal' holdning, relativ til vores samfund. Om det var feminisme, katte avl eller indvandre politik, med enhver niche interesse i den slags emner, så er der altid nogen der har noget at sige om noget.
Er det vigtigt? Ja, gu er det vigtigt. Det er vigtigt at ligge fokus og skabe debat om problemerne i vores samfund. Er jeg enig? En stor del hen ad vejen. Så hvad er problemet? Problemet er, at jeg lader mig påvirke af en attitude, der får mig til at falde fra, på noget jeg egentlig gerne vil være en del af. Jeg møder nogen mennesker, som trods jeg erkender at de ikke repræsentere andet end sig selv som individ, giver mig et indtryk af et utrolig firkantet og unuanceret verdenssyn, uden plads til fleksibilitet. Et enten-eller mindset, hvor der kun findes én løsning på problemet.
Hvorfor lader jeg mig påvirke? Jeg kan vel bare være ligeglad! Jeg ved jo godt, at det er de mest højtråbende mennesker der løber afsted med mest opmærksomhed, men at det ikke betyder at de repræsentere flertallet.
Jeg tror, jeg lader mig påvirke fordi jeg er i et mentalt stadie i mit liv lige nu, hvor jeg søger anerkendelse blandt min omgangskreds. Heldigvis er jeg pt. i arbejde, så min omgangskreds er ikke begrænset til den boble jeg har fået skabt på de sociale medier. Jeg hverken kan eller skal forvente skulderklap af folk omkring mig, ikke engang venner og familie, og da slet ikke fremmede. Men jo mere jeg færdes i miljøet, jo større risiko for at falde over mennesker som latterliggøre kødspiseres kødfrie dage, eller gør nar af vegetarer. Den her enten-eller attitude, uden plads til nuance, rookies eller overgangs-fase. Jeg kunne sagtens vænne mig til havremælk i min kaffe, og kikærte vand i min 'ægge'kage, men jeg fristes ikke tilnærmelsesvis til at tage del af det sociale fællesskab og identificere mig med en gruppe, hvor der findes anale mennesker. De kan findes mange steder, og er vel også dybest set grunden til at jeg droppede katte forum og går en stor bue uden om feminist debatter, selvom begge har stor interesse.

Men jeg har ikke lyst til at gå en stor bue uden om dette emne, selvom mit instinkt fortæller mig at jeg burde, for min psykes skyld. Jeg har flere venner inde for miljøet som jeg holder af og respektere meget for deres valg og deres holdninger, og det er jo mig der har problemet, så det ville være radikalt og uretfærdigt at fryse folk ude på det grundlag. Derudover er det stadig et emne der har voksende interesse for mig. Jeg har stadig en brændende passion for bæredygtighed, og i det miljø er veganisme bare en naturlig gren af det, så jeg kan nærmest ikke undgå det.
Det jeg påvirkes af, er ikke holdninger eller budskaber, men vinklingen af et problem. Jeg følger nemlig også en del zero wastere på de sociale medier, og jeg gør en dyd ud af kun at følge de mennesker som inspirer mig. Folk der deler tips og tricks til løsninger på et liv med plastik reducering. Jeg har mødt mennesker der anerkender, at lidt har også ret, og opfordre (uden at pådutte) alle i miljøet til at gøre deres bedste, uagtet hvor meget eller lidt. Jeg finder producenter af miljøvenlige produkter, og bemærker dem i stigende grad i butikkerne. Fordi jeg har skabt en niche boble for mig selv, får jeg et (urealistisk) indtryk, at der er en stigende interesse i at være mere plastik bevidst, fordi det er et emne der optager mig meget, og derfor et emne jeg ligger mere mærke til end andre. Men hvorvidt folk rent faktisk bruger mindre plastik, det ved jeg ikke.
Men baseret på mine zero waste interesser, forslår de sociale medier mig også at kigge på skræk videoer af skildpadder, der får trukket sugerør ud af næsen og døde måger med maven fuld af plastik. Profiler af folk, der udelukkende skammeliggører supermarkeder og producenter for overflødig brug af plastik indpakning. Pludselig får jeg fokus, på den skrald jeg unægtelig altid finder i græskanten på mine daglige gåture, til og fra arbejde. Hvorvidt det nødvendigvis er værre end det plejer, ved jeg ikke, men det kan føles sådan hvis det optager mig meget.
Forskellen her, er at første eksempel er løsnings orienteret, andet eksempel er udelukkende problem orienteret. Selvfølgelig kan man ikke være løsnings orienteret uden først at anerkende problemet, men hvis man aldrig bestiller andet end at dvæle i problemer, og særligt hvis ét af de problemer er at ikke nok mennesker vælger lige netop din løsningsmodel, så er man garanteret et stress tilfælde før eller siden. Og stress skaber kun mere irritation og frustration, hvilket bare bider sig selv i halen, og så kører møllen rundt igen.

Jeg lod mig en overgang påvirke i sådan et ekstremt tilfælde, at jeg havde et stort behov for at "counter balance", og opsøge mennesker med stik modsatte værdier end en stereotyp veganer, uden nødvendigvis at være stik modsat mine egne. Jeg mangler flere skovejende jægere i min vennekreds, der jæger for regulering. Jeg savner at genoptage min tidligere interesse for at pelse og udstoppe naturligt døde eller påkørte vilde dyr. Jeg vil enormt gerne lære at fiske! Emner der skal udbalancere det miljø jeg lader mig provokere af, men dybest set også bare for at minde mig selv om, at jeg måske bare har brug for en ny hobby. Og at verdenen er større end min egen bobel. Noget nyt der kan fylde mit hoved og min hverdag. Og helst noget, der ikke vægter sig på stærke ideologier.

Jeg har før berørt det i min blog, men man farves altid af de mennesker man omgås med i større eller mindre grad. Jeg føler, at selv når jeg trives, bør jeg bryde boblen og opsøge andre græsgange for fornyelsens skyld. Jeg har et behov for at prøve, at være i hovedet på de fleste menneskegrupper, i et forsøg på at komme tættere på og forstå mangfoldigheden. Det skaber for mig mere tolerance, og dermed mere ro i mit eget sind.
Men jeg kan kun klare en begrænset mængde af opråb og forargelse, og føler mig bestemt ikke hjemme i et miljø der i stor grad er præget af at være vred på systemet. Dét smitter også, og jeg må holde fast i at verdenen er mere end at se sort på problemer. Sidst jeg lå i det mindset, led jeg af svær depression. Paradoksalt nok vandt jeg stor indsigt og tolerance for veganisme, da jeg begyndte at opsøge det, fik gjort op med en masse fordomme, for til sidst at søge væk fra det igen da nogen fordomme pludselig blev bekræftet igen.
Lige pludselig forstår jeg behovet for at tro på magi og krystallers healende kræfter. Jeg ville oprigtigt ønske mig at jeg kunne pådutte mig selv den overbevisning, for det giver en materialistisk tryghed der fås i lommeform, og ikke er afhængig af menneskelig anerkendelse.
En tryghed jeg har brug for, nu hvor dagene er mørke og grå, og verdenen er så forbandet katastrofal.

Hvis man har læst et par af mine seneste indlæg, bemærker man nok egentlig også et mønster. Jeg vedkender jeg kører rigtig meget i cirkler, særligt med hele denne veganer debat. Jeg aner bare ikke hvordan jeg håndterer det på en konstruktiv måde, foruden at finde et nyt miljø til at overskygge det.

Edit: Det går også op for mig, at jeg særligt lader mig påvirke af andres holdninger og væremåde, når jeg ikke selv er på toppen rent mentalt. Jeg lader mig nemt intimidere af modstridende adfærd, men når jeg er i balance med mig selv og trives godt mentalt, er jeg meget mere bevidst om at mennesker bare er mennesker. At menneskerne i min omverden er farvet af deres sindstilstand, når de siger og gør bestemte ting. Og at et godt verdenssyn manifestere sig i ens handlinger, ikke ens ord.  

Det sociale medie spejl


Der har været ret stille på bloggen i nogen tid. Men jeg har ikke glemt den! Missionen om at forbedre et positivt sind fortsætter stadig on/off, når jeg mærker det går nedad og har brug for at komme op igen. Nu opstod behovet for at lukke tanker ud på bloggen igen.

Jeg står i en situation med et kæmpe love-hate forhold til Instagram og andre sociale medier jeg bruger for tiden. Det er ikke unormalt for mig, at blive hooked på et medie i en periode, for pludselig at indse at jeg er for afhængig. Men særligt Instagram har været et godt værktøj for mig, særligt i forhold til identitet og selvværd. Jeg startede med at lave den, da jeg stadig var på barsel for lidt over et år siden. Jeg følte mig identitetsløs, og ville gerne bevise overfor mig selv at jeg var mere end bare mor-rollen, at jeg havde værdier i livet der var værd at fortælle om. Det har siden hen også været et godt værktøj til at finde inspiration til særligt kødfrie retter, som vi for alvor gav os i kast med, men ikke vidste meget om. Men hvad der startede med at være et værktøj til at bekræfte mig selv overfor mig selv, er nu endt med at føles som en forpligtelse om en masse normer og værdier jeg skal efterleve. Instagrams algoritmer viser mig de samme ting igen og igen, den tror jeg er veganer og pludselig finder jeg ikke kun inspirerende madopskrifter, men også negativitet og voldsom debat. Den ved også at jeg interesserer mig for zerowaste, og pludselig tager jeg mig selv i at opleve en lang større grad af negativitet og irritation når jeg er ude i den virkelige verden, der flyder med engangsplast og miljøforurening. Jeg kan ikke engang nyde en enkelt undtagelse af frås og skødesløshed. Jeg bruger vægttabs tags, og selvom jeg føler mig positivt inspireret af sunde retter, dukker der også fitness folk op, som giver mig en følelse af at jeg skal opnå et ideal jeg ikke har.

Jeg spurgte min bror om han ville med til Food Festival i sidste uge, og at vi allerede havde bestilt billetter til om lørdagen. Det er et event vi først opdagede sidste år, og jeg har glædet mig til det næste lige siden. Desværre havde jeg glemt, at han allerede havde snakket om Klima marchen, og at han synes den var vigtigere og derfor hellere ville med til den. Det var en reel prioritering, jeg selvfølgelig respekterede ham for. Pludselig blev jeg i tvivl om mine egne prioriteringer. Mens jeg kiggede på eventet på facebook, blev jeg gjort opmærksom på en vegansk protest der ville blive holdt alle dage foran festivallen. Her blev jeg for alvor forvirret, og prøvede at blive klogere på hvad protesten helt konkret var om, da festivallen bød på meget mere end konventionel animalsk produktion. Jeg fik aldrig svar, og blev aldrig klogere, men nu var jeg i tvivl om jeg skulle have dårlig samvittighed over at tage med til et arrangement jeg dybest set bare gerne ville nyde lige så meget, som jeg gjorde sidste år. Havde jeg givet afkald på mine grundværdier? Var jeg en hykler hvis jeg deltog? Det ville jo også unægteligt være et event fyldt med affald og plastik, og en masse madspild.
Lige pludselig kunne jeg ikke nyde noget længere. Alting føltes så alvorligt. Der er altid noget man skal tage stilling til, en kamp der skal kæmpes, noget man skal være oprørt over. Jeg ville bare have en hyggelig dag med familien.

Det gik op for mig hvorfor jeg pludselig føler jeg skal leve op til et umuligt ideal. Jeg bruger simpelthen for meget tid på facebook og særligt Instagram. Det er kun min egen fejl. Her repræsenteres en meget begrænset virkelighed, særligt blandt niche profiler med et enkelt tema. De mennesker der fortæller vægttabs historier, tager jo ikke billeder af deres McD mad, den dag de lige tog en "snyde dag". Veganeren med de mange hjertesager, lagde ikke billeder op af sit nye H&M fast fashion tøj, der blev lavet af underbetalte kinesere. Og hvis man er typen som er på facebook for at finde events man kan deltage i, ser det ud som om man aldrig laver andet i ens liv. Aldrig bare ligger på sofaen, æder chips og ser en dårlig film i fjernsynet.
Jeg bliver ør i hovedet af alt det jeg bør gøre, og alt det jeg prøver at efterleve.

Men jeg tror ikke jeg er mere afhængig end så mange andre. Men jeg er, som så mange andre mennesker, et flokdyr med et fuldstændig basalt behov for at spejle mig i de mennesker der er omkring mig. Lige nu venter jeg stadig på at de praktiske ting falder på plads, så jeg kan vende tilbage til  min praktikplads (det føles nærmest som et luksusproblem at have så meget fritid, men jeg kommer aldrig ud!). Jeg ser næsten ikke nogen mennesker til hverdag, fordi jeg bare venter. Min mobil og  min computer er det eneste sociale netværk jeg har for tiden. Jeg mangler at kunne spejle mig i helt normale uperfekte mennesker, som jeg ikke kun ser, når de selv har valgt hvilke udpluk af deres liv jeg skal se.
Ja, gu udstiller vi os selv på internettet, men det behøver ikke være noget negativt hvis det ikke også samtidig vejes op mod noget uperfekt. Men selv når man udstiller sin egen uperfektion, så er det stadig en udvalgt virkelighed. Og du kan aldrig fortælle hele din virkelighed, særligt ikke den du ikke engang er bevidst om, på de sociale medier. Det giver et skævvredet billede, der er svær at spejle sig i, når det er det eneste man har.
Den oplagte løsning er at slette appen, men det har ikke virket for mig før. Jeg har forsøgt at skifte mobilen ud med hækletøj, og installere apps til at blokere andre apps, men lige lidt hjælper det. I stedet har jeg valgt at un-followe størstedelen af de mennesker, jeg ikke kender, særligt folk som har en mærkesag jeg føler mig indirekte forpligtet til efterleve. Jeg kigger jo på appen alligevel, så jeg har i stedet valgt at sortere mine 'triggers' fra ind til videre.

Jeg har genlæst et par af mine indlæg her i bloggen, og fundet et par af dem særlig nævneværdig i den her kontekst. 'Jeg er ikke nogen helt', det er jeg stadig ikke. Men det er gået fra at være en hyggelig hobby, til noget der nærmest driver mig til vanvid. Jeg har stadig mine værdier i behold, det vil ikke ændre sig. Jeg har et intens behov for at forstå andre, for at lære at respektere og se deres virkelighed, uden jeg nødvendigvis deler den.
Samtidig har indlægget om, at man bliver hvem man omgås med, også sat en del tanker igang i dag. For det er jo netop af den grund jeg gjorde hvad jeg gjorde. Opsøgte mennesker på nettet jeg fandt inspirerende. I stedet er jeg endt et sted, hvor jeg føler jeg skal opnå de samme værdier, også dem jeg ikke er enig i. Pludselig føler jeg mig som et forkert menneske. Hvor jeg før fandt inspiration hos veganere og vegansk mad, ender jeg oftere og ofte i en situation hvor jeg skal retfærdiggøre noget, jeg allerede har taget stilling til tusindvis af gange før, og altid når den samme konklusion for. Det gavner mig ikke at blive hængene. Jeg føler mig nærmest hjernevasket af mig selv, i mit forsøg på at forstå et verdensbillede jeg bare ikke har, men insistere på at blive hængende i. Det har bidt mig i røven, og jeg føler nærmest et behov for at opsøge profiler af jægere og burger elskere for at opveje nogen ting.

Måneds tema: Selvtillid

Måneden er godt nok officielt ikke helt ovre endnu, men derfor tager jeg alligevel hul på et nyt tema (altid med rum til overlap) i forbindelse med nye udfordringer i min hverdag.

Jeg er siden mandags begyndt i praktik i en kædebutik. Jeg har været på en forlænget barsel i snart to år, fordi praktik var svær at finde før nu. Jeg skal roligt i gang, efter en lang sygeperiode før det, men vil gerne ud på det normale arbejdsmarked og har derfor valgt erhvervspraktik som en måde at komme i gang på.
Jeg var nervøs for at stress over et job i højt tempo blev min største udfordring, men jeg klarer jobbet rigtig fint, og har fundet mit tempo og rytme uden problem. En uforudset udfordring blev derimod, en kollega på jobbet, der trods det ikke er hendes opgave, har sat sig i rollen som streng 'i gang sætter', og har hunset rundt med mig fra dag. 1, med en hård og nedladende tone. Det har været en stor udfordring at holde tungen lige i munden, og ikke blive slået omkuld af en person der ikke har tillid til mine evner. Jeg nægter at falde tilbage i en offerrolle, som en taber der ikke kan finde ud af en pind. For det kan jeg, men denne person har valgt at lade sine personlige problemer blive mine problemer, i form af passiv magtdemonstration og en vrissen tone.

Allerede på anden dagen, befinder jeg mig i en situation hvor denne kollega skælder mig uproportionelt meget ud, fordi jeg har placeret en vare på den forkerte hylde. Jeg prøver at forsvare mig, med resultat af at hun kun bliver endnu mere vred. Jeg ryster, og bliver meget dårlig tilpas af situationen, og ved slet ikke hvad jeg skal gøre. Jeg vælger at konfrontere hende da vi tilfældigvis begge befinder os i kælderen samtidig, og beder hende om at tale noget pænere til mig. Det var meget grænseoverskridende! Jeg havde ikke turde håbe på den store effekt, men alene handlingen i at forsvare mig og sætte foden ned, gjorde en kæmpe forskel for mig. Alligevel slog episoden mig meget ud, gjorde mig meget tvivlsom om mine egne evner, og hvorvidt jeg overhovedet kunne klare et reelt job, hvis hun var typen jeg kunne forvente på en arbejdsplads.
Det viste sig heldigvis at være udfordringen værd, da hun ved næste arbejdsdag siger "Tak for det du sagde her den anden dag". Jeg kunne kun håbe på en undskyldning, men jeg havde ikke set det komme, at hun ligefrem ville takke for det! Resten af dagen, var hun relativt sød, og hunsede slet ikke med mig. Det gav pote, at sige fra.

Tonen er dog stadig meget nedladende fra hendes side, men jeg ser nu en langt mere menneskelig side af hende. For jeg ved hun prøver, og at hun gør et reelt forsøg, men jeg tror denne attitude ligger så dybt i hende at det er svært for hende at slå det fra. Det hjælper mig en hel del, at kunne se hende som et menneske fyldt med fejl, i stedet for at reflektere det tilbage på mig selv, med tanken om at hendes evige kritik er berettiget. Resten af kollegaerne i butikken taler jo ordenligt til mig, og har tillid til mine evner, så det er unægteligt ikke mig den er gal med.
Desuden kan jeg bryste mig af at kunne noget hun ikke kan - jeg kan slappe af, og holde fri når jeg har fri!

Jeg møder først ved butikkens åbningstid kl. 10, og det giver nogen dage et 'hul', fordi min søn skal afleveres i vuggestuen senest kl. 9. Det giver rum til at sidde og slappe af, og meditere. Det har hjulpet mig en hel del, at meditere med mantraet "Jeg er et vigtigt, og værdifuldt menneske", med refleksionen om hvilken værdi jeg har for de mennesker omkring mig. Jeg er en mor, jeg har en kæreste der elsker og holder af mig, jeg har hjulpet mange unge piger på nettet og talt dem fra selvmord, jeg har hjulpet og guidet folk på min tidligere praktik plads på et keramikværksted, min familie holder af mig. Jeg ér et værdifuldt menneske, og jeg fortjener at blive respekteret med en ordenlig tone.

Jeg har lånt en e-bog om stress, angst og depression, der har en række opgaver og værktøjer til at tackle nogen af disse problemer. Jeg vil prøve at få den læst og melde tilbage på bloggen hvad jeg har lært. Bogen hedder  "Bliv ven med dig selv".

Du bliver, hvem du omgås med

Det er lidt ligesom ordsproget "du er hvad du spiser", men i stedet for mad, handler det om de mennesker du omgås i din hverdag. Det være sig både familie, venner, kollegaer eller online sociale medier og internet diskussioner.
Tanker, attitude og sindsstemning er en smitsom sag, på godt og ondt. Hvis du omgås mennesker som altid brokker sig, altid er vrede og opkørte, så er det svært ikke også selv at blive det - og det er underordnet om man er enig med deres vrede eller ej - det er mentaliteten der smitter.
Men det gælder heldigvis også den anden vej rundt! Omgås man glade og positive mennesker, bliver man fuld af energi og selv mere tilbøjelige til at møde folk på sin vej med smil og venlighed.

Denne video illustrer perfekt hvordan tanker er en smitsom sygdom. En slags "bakterier". Dog trives de negative 'bakterier' bedre end de positive, og derfor er de altid værd at være mere opmærksomme på. Pas på, ikke at lade dig rive med af dem!

Hjernen er lidt af et vanedyr. En slags "memory foam" der tilpasser sig efter de forhold den befinder sig under. Hvis den udsættes dagligt for negativitet, om det er din egen eller andres, justerer den sig efter de forhold og bliver selv ubevidst negativ. Det gælder alle sindstilstande. Depressiv, ophøjet, arrogant, bedrevidende, belærende, men også omsorgsfuld, inspirerende eller opløftet. Dog har de fleste hjerner bare en tendens til at være mere tiltrukket af det negative, end det positive. Det er som et sukkerrush, eller ligefrem et heroin fix. Vi ved det er dårligt, men tiltrækkes af det alligevel.
Selvom det er nemt at blive opslugt i hede online diskussioner eller lade sladderen gå derudaf når man møder naboen, så kan man træffe et aktivt valg om at undgå de situationer hvor man føler sig fristet til at deltage negativt. Man kan i stedet vælge at opsøge mennesker som er inspirerende, og motiverende at være sammen med.
Nogen gange kan det selvfølgelig være nemmere sagt end gjort. Man kan dele hjem med en pessimist, eller ikke lige have lyst til at sige jobbet op, bare fordi en kollega er en kæmpe lyseslukker. Det giver et noget hårdere arbejde at holde modet oppe. Men husk på, at mentaliteten også smitter på dem. Uden en forventning om at ændre andre mennesker, prøver jeg at holde mig motiveret ved at være positiv indstillet overfor negative mennesker, i håbet om at kunne vende skuden. Bare en lille smule. Og selv hvis det slet ikke har nogen effekt, så er jeg stadig glad når jeg går derfra, fordi det var en succes at jeg ikke lod mig påvirke af deres negativitet heller.

Det giver mig personligt mere anledning til en tilgivende attitude, hvis jeg minder mig selv på at negativitet er lidt en slags "sygdom", hvis jeg møder en vrissen type der taler nedsættende til mig. De har brugt for lang tid inde i en dunkel og pessimistisk hule, og ser ikke tingene på samme måde som mig. Det er ikke deres fejl eller skyld, de er bare i et andet tankesind end mig, men derfor behøver jeg ikke nødvendigvis deltage i det tankesind, hvis jeg ikke har lyst.

Månedens tema: Næste kærlighed og positivisme

Januar måned handler om kærlighed til mig selv, og menneskerne omkring mig. Jeg håber på at kunne reducere en del negativitet og stress, og lade mig gå mindre på af de udfordringer jeg måtte møde. Jeg ved det får mig til at føle mig som et bedre mennesker, og det skaber både selvtillid og lykke. Der skal stadig være plads til de negative dage, men jeg vil prøve at følge så mange punkter det er mig muligt, uden at det skal føles for påtvunget.

Jeg vil bruge måneden på at lave nogen øvelser og udfordringer:
* Jeg vil lave en "One line journal" hver aften, og skrive én sætning om noget positivt der er sket i løbet af dagen, stort som småt.
* Jeg vil mindst én gang om ugen lave taknemligheds-tirsdag/torsdag, og skrive om det jeg er takenmlig for.
* Jeg vil være meget mere åben og spontan med komplimenter og positive tanker overfor andre. Hvis jeg tager mig selv i at tænke noget positivt, må jeg prøve også at udtrykke det.
* Hvis jeg har det lidt stramt med en person, må jeg gøre mit bedste for at se om jeg kan finde ét eller andet positivt om dem. Det behøver jeg dog ikke nødvendigvis at sige, hvis det ender med at føles falsk.

I Buddhismen går der en dharma (:læresætning) om, at lykke og kærlighed er som flammen på et stearinlys. Den kan tænde et utal af andre lys, uden at flammen af den grund bliver mindre.
Der er ingen grund til ikke at give næstekærlighed videre. Det er en af de få ting, man kun bliver rigere af, at give væk.
Abonner på: Opslag (Atom)