Jeg er ikke nogen superhelt
Jeg har det seneste år brugt rigtig meget tid på at lave regler og forbud for mig selv. Jeg måtte begrænse mit sukker indtag, og i takt med interessen for zerowaste bølgen, må jeg også begrænse køb, overflødig emballage og andre plastik relaterede ting. Så er vi også blevet vildt god til økonomi, og i tilgift blevet meget anti-konsumeristiske. Vi er også blevet "flexitarer" af miljømæssige årsager, og køber nu meget sjældent svine- og oksekød. Der er så mange ting jeg ikke længere må, men fordi det er i den gode sags tjeneste, prøver jeg at klappe mig selv på skulderen over hvor godt et menneske jeg er, når jeg gør det.
Jeg er desuden også blevet mor for første gang, for halvandet år siden. Jeg har haft svært ved at finde rolle modeller i mine egne forældre, og særligt med en kritisk far, har jeg mange usikkerheder når jeg læser om råd om opdragelse, diskussioner om hvad den "rigtige" forældre rolle er, osv. osv.. Jeg ved, at jeg rigtig ofte ser spøgelser, og holdninger og modstand som egentlig reelt set slet ikke er der.
Jeg prøver at kompensere mine usikkerheder om mig selv og min rolle i livet, ved at vise omverdenen at jeg er et godt menneske der køber økologi, bruger stofbind og skralder legetøj. Alligevel er det aldrig godt nok. Jeg lader mig kue når andre gør det til en konkurrence, og jeg tager det for personligt når mennesker bliver sure, fordi ikke alle deler lige netop deres værdisæt og prioriteter. Jeg bliver sur, fordi de bliver sure, og skyder sig selv i foden.
Og det gider jeg ikke bruge min tid på. Jeg ved inderst inde, at jeg er en god mor. Jeg ved med absolut sikkerhed, at jeg gør det rigtige for miljøet og dyrene, også selvom jeg ikke gør det i den rækkefølge, andre har valgt at gøre det. Jeg ved, at der ikke er nogen grund til at blive ked af, at jeg ikke kan være en superhelt og redde hele verdenen, men at jeg tilgengæld skal være stolt af at gøre det jeg kan magte og overskue i mit liv, lige nu. For aldrig har jeg gjort mere, end jeg gør nu.
Jeg ved, at min interesse for miljø aktivisme er et behov for at kompensere for mine usikkerheder, men det gør ikke noget. Det er blevet en slags hobby for mig, der har nogen positive følger. Jeg føler mig godt tilpas når jeg går op i det, også selvom jeg ikke altid følger det til døren - og det betyder faktisk rigtig meget, at det giver mig den følelse. Uden den, ville jeg jo slet ikke orke det. Så skid hul i, om vi var nød til at droppe stofbleerne, fordi kæresten ikke magtede morgenbæen. Og skid hul i, at det er svært at stå i dilemmaet mellem at vælge de økologiske grøntsager i plast emballage, eller de konventionelle i løsvægt. Skid hul i, at vi er gået tilbage til alm. affaldsposer, fordi de smarte bionedbrydelige af majs, er alt for papirstynde og besværlige.
Det SKAL føles godt før det nytter noget! Og når nu der en sjælden gang kommer en løftet pegefinger fra en bedrevidende aktivist, med meget højere moralske standarder end mig, og fortæller mig at det altså også er for galt at jeg ikke er veganer endnu, så må jeg vælge at lægge det døve øre til.
Ikke fordi personen ikke har ret i det de siger, men fordi jeg personligt har valgt glæden ved det jeg gør, over moralen i det jeg gør. Så længe jeg gør noget, ved jeg at jeg da at jeg har opnået mere end hvis jeg slet ikke gjorde.
For helt ærlig, jeg ville sgu blive sindssyg hvis jeg skulle gøre det hele. Undgå overflødig sukker, overflødig plastik, gennemlæse samtlige ingredienslister for at støvsuge dem for ikke kun animalske produkter, men også deres bæredygtige ophav og potentielt skadelige tilsætningsstoffer. Jeg skal også kunne leve!! For nogen er dette lettere end andre, men jeg er ikke "nogen", jeg er mig selv.
Men jeg bliver ked af det, når folk belærer og stiller for mange krav til andre. Jeg forstår imidlertid godt hvorfor de gør det, fordi det er et spørgsmål om at kæmpe for noget vigtigt. I hvert fald noget vi prioritere som noget af det vigtigste. Jeg bliver ked af det, fordi det får modsat effekt når man gokker folk i hovedet de forkerte valg de gør (i stedet for de rigtige valg, de også gør), fordi det også for mig er vigtigt at vi passer på vores jord og vores dyr, at jeg faktisk ikke føler vi har plads til at løbe risikoen for at denne form for planet kærlighed skal associeres med arrogance og kritik. Det er ikke sådan man motivere andre til at følge trop!
Vrede over andre opstår i høj grad, fordi man stiller forventninger til dem. Jeg forventer at vi alle sammen gerne vil leve godt sammen, og at vi respektere al form for liv og vil passe på vores planet. Selvom jeg tror mange ville være enige i den holdning, hvis man altså udspurgte dem, kan jeg ikke forvente at alle altid er bevidste om det. "Men så kan jeg jo gøre dem bevidst om det, ved at oplyse!". Nej, for det er ikke mit job, for hvis jeg skal tage ansvar for at andre har det rigtige værdisæt (det værdisæt, der er mine egne - mind you), så antager jeg først og fremmest at min version af problemløsningen er den eneste der findes, eller at den er mere rigtig end andre. Ellers kunne jeg jo lige så godt lade dem finde løsningen på egen hånd. Der er dog imidlertid intet i vejen med at prøve at inspirere, men det skal stadig være uden en forventning om at folk bider på, og følger mit eksempel. Det er aldrig et spørgsmål om hvorvidt man har ret eller ej, det er måden man videregiver sine værdier det handler om. Det er forventningen om noget bestemt, der udløser vrede eller irritation når det ikke viser sig at ske alligevel. Og faktum er, at andre menneskers valg er og bliver ude for min kontrol. Inspiration er alt hvad jeg kan håbe på, men ikke noget jeg skal forvente.
Jeg vælger derfor at gå en stor bue uden om blogs og profiler lige nu, der handler om at ruske op i de folk, som ikke følger forfatterens opfordringer. Jeg finder det meget uinspirerede og en kilde til vrede og foragt, og jeg er bange for at blive "smittet" af det. Det splitter folk ad. Jeg er heller ikke stor fan af satire profiler der bruger humoren som dække til at pege fingre ad andre, fordi de gør det "forkerte". Måske er det fordi jeg ikke forstår humoren, men jeg føler ikke det sender et budskab jeg selv kan stå bag.
Det er også derfor det er så vigtigt at understrege, særligt overfor mig selv, at denne blog er ment som selvterapi. Selvom det er kærkomment hvis jeg har medlæsere, skriver jeg ikke bloggen i forventningen om at nogen skal følge mine ord.
Fremgang får vi ikke ved at kigge på manglerne. Fremgang ser man kun, når man erkender hvad man har opnået. Ja, der er stadig mennesker som spiser hormonfyldte og udpinte grissebasser, og smider deres plastik bestik fra picnic turen i skoven, men det går sgu nok. For aldrig har jeg set så mange mennesker gøre hvad de kan, der hvor de kan, for at gøre en forskel på det lige netop jeg, har i fokus lige nu. For der er jo så mange måder at redde verdenen på, eller andre vigtige emner der er værd at tage stilling til, men man kan ikke have øjne på det hele. Jeg kunne også have valgt at fokusere på feminisme, bedre vilkår for psykisk sårbare, retten til net neutralitet og meget andet.
Eller slet ingen ting. For måske skal vi i virkeligheden slet ikke forvente at andre redder verdenen sammen med os, hvis det er det vi vil. For det er et verdenssyn vi selv har valgt at have.
Nogen mennesker har ikke travlt med at redde verdenen, enten fordi de er nød til at redde sig selv først, eller fordi de i virkeligheden allerede lever i en frelst verden. Begge situationer, der er lige vigtige at forholde sig til.
Jeg kan rigtig godt lide Ghandi citatet "Be the change you wish to see in the world". Vi kommer rigtig langt, hvis vi bare lægger fokus på hvad vi selv kan gøre, i stedet for at bruge al energi på hvad alle andre bør gøre.
0 kommentarer: