Måneden er godt nok officielt ikke helt ovre endnu, men derfor tager jeg alligevel hul på et nyt tema (altid med rum til overlap) i forbindelse med nye udfordringer i min hverdag.

Jeg er siden mandags begyndt i praktik i en kædebutik. Jeg har været på en forlænget barsel i snart to år, fordi praktik var svær at finde før nu. Jeg skal roligt i gang, efter en lang sygeperiode før det, men vil gerne ud på det normale arbejdsmarked og har derfor valgt erhvervspraktik som en måde at komme i gang på.
Jeg var nervøs for at stress over et job i højt tempo blev min største udfordring, men jeg klarer jobbet rigtig fint, og har fundet mit tempo og rytme uden problem. En uforudset udfordring blev derimod, en kollega på jobbet, der trods det ikke er hendes opgave, har sat sig i rollen som streng 'i gang sætter', og har hunset rundt med mig fra dag. 1, med en hård og nedladende tone. Det har været en stor udfordring at holde tungen lige i munden, og ikke blive slået omkuld af en person der ikke har tillid til mine evner. Jeg nægter at falde tilbage i en offerrolle, som en taber der ikke kan finde ud af en pind. For det kan jeg, men denne person har valgt at lade sine personlige problemer blive mine problemer, i form af passiv magtdemonstration og en vrissen tone.

Allerede på anden dagen, befinder jeg mig i en situation hvor denne kollega skælder mig uproportionelt meget ud, fordi jeg har placeret en vare på den forkerte hylde. Jeg prøver at forsvare mig, med resultat af at hun kun bliver endnu mere vred. Jeg ryster, og bliver meget dårlig tilpas af situationen, og ved slet ikke hvad jeg skal gøre. Jeg vælger at konfrontere hende da vi tilfældigvis begge befinder os i kælderen samtidig, og beder hende om at tale noget pænere til mig. Det var meget grænseoverskridende! Jeg havde ikke turde håbe på den store effekt, men alene handlingen i at forsvare mig og sætte foden ned, gjorde en kæmpe forskel for mig. Alligevel slog episoden mig meget ud, gjorde mig meget tvivlsom om mine egne evner, og hvorvidt jeg overhovedet kunne klare et reelt job, hvis hun var typen jeg kunne forvente på en arbejdsplads.
Det viste sig heldigvis at være udfordringen værd, da hun ved næste arbejdsdag siger "Tak for det du sagde her den anden dag". Jeg kunne kun håbe på en undskyldning, men jeg havde ikke set det komme, at hun ligefrem ville takke for det! Resten af dagen, var hun relativt sød, og hunsede slet ikke med mig. Det gav pote, at sige fra.

Tonen er dog stadig meget nedladende fra hendes side, men jeg ser nu en langt mere menneskelig side af hende. For jeg ved hun prøver, og at hun gør et reelt forsøg, men jeg tror denne attitude ligger så dybt i hende at det er svært for hende at slå det fra. Det hjælper mig en hel del, at kunne se hende som et menneske fyldt med fejl, i stedet for at reflektere det tilbage på mig selv, med tanken om at hendes evige kritik er berettiget. Resten af kollegaerne i butikken taler jo ordenligt til mig, og har tillid til mine evner, så det er unægteligt ikke mig den er gal med.
Desuden kan jeg bryste mig af at kunne noget hun ikke kan - jeg kan slappe af, og holde fri når jeg har fri!

Jeg møder først ved butikkens åbningstid kl. 10, og det giver nogen dage et 'hul', fordi min søn skal afleveres i vuggestuen senest kl. 9. Det giver rum til at sidde og slappe af, og meditere. Det har hjulpet mig en hel del, at meditere med mantraet "Jeg er et vigtigt, og værdifuldt menneske", med refleksionen om hvilken værdi jeg har for de mennesker omkring mig. Jeg er en mor, jeg har en kæreste der elsker og holder af mig, jeg har hjulpet mange unge piger på nettet og talt dem fra selvmord, jeg har hjulpet og guidet folk på min tidligere praktik plads på et keramikværksted, min familie holder af mig. Jeg ér et værdifuldt menneske, og jeg fortjener at blive respekteret med en ordenlig tone.

Jeg har lånt en e-bog om stress, angst og depression, der har en række opgaver og værktøjer til at tackle nogen af disse problemer. Jeg vil prøve at få den læst og melde tilbage på bloggen hvad jeg har lært. Bogen hedder  "Bliv ven med dig selv".

Det er lidt ligesom ordsproget "du er hvad du spiser", men i stedet for mad, handler det om de mennesker du omgås i din hverdag. Det være sig både familie, venner, kollegaer eller online sociale medier og internet diskussioner.
Tanker, attitude og sindsstemning er en smitsom sag, på godt og ondt. Hvis du omgås mennesker som altid brokker sig, altid er vrede og opkørte, så er det svært ikke også selv at blive det - og det er underordnet om man er enig med deres vrede eller ej - det er mentaliteten der smitter.
Men det gælder heldigvis også den anden vej rundt! Omgås man glade og positive mennesker, bliver man fuld af energi og selv mere tilbøjelige til at møde folk på sin vej med smil og venlighed.

Denne video illustrer perfekt hvordan tanker er en smitsom sygdom. En slags "bakterier". Dog trives de negative 'bakterier' bedre end de positive, og derfor er de altid værd at være mere opmærksomme på. Pas på, ikke at lade dig rive med af dem!

Hjernen er lidt af et vanedyr. En slags "memory foam" der tilpasser sig efter de forhold den befinder sig under. Hvis den udsættes dagligt for negativitet, om det er din egen eller andres, justerer den sig efter de forhold og bliver selv ubevidst negativ. Det gælder alle sindstilstande. Depressiv, ophøjet, arrogant, bedrevidende, belærende, men også omsorgsfuld, inspirerende eller opløftet. Dog har de fleste hjerner bare en tendens til at være mere tiltrukket af det negative, end det positive. Det er som et sukkerrush, eller ligefrem et heroin fix. Vi ved det er dårligt, men tiltrækkes af det alligevel.
Selvom det er nemt at blive opslugt i hede online diskussioner eller lade sladderen gå derudaf når man møder naboen, så kan man træffe et aktivt valg om at undgå de situationer hvor man føler sig fristet til at deltage negativt. Man kan i stedet vælge at opsøge mennesker som er inspirerende, og motiverende at være sammen med.
Nogen gange kan det selvfølgelig være nemmere sagt end gjort. Man kan dele hjem med en pessimist, eller ikke lige have lyst til at sige jobbet op, bare fordi en kollega er en kæmpe lyseslukker. Det giver et noget hårdere arbejde at holde modet oppe. Men husk på, at mentaliteten også smitter på dem. Uden en forventning om at ændre andre mennesker, prøver jeg at holde mig motiveret ved at være positiv indstillet overfor negative mennesker, i håbet om at kunne vende skuden. Bare en lille smule. Og selv hvis det slet ikke har nogen effekt, så er jeg stadig glad når jeg går derfra, fordi det var en succes at jeg ikke lod mig påvirke af deres negativitet heller.

Det giver mig personligt mere anledning til en tilgivende attitude, hvis jeg minder mig selv på at negativitet er lidt en slags "sygdom", hvis jeg møder en vrissen type der taler nedsættende til mig. De har brugt for lang tid inde i en dunkel og pessimistisk hule, og ser ikke tingene på samme måde som mig. Det er ikke deres fejl eller skyld, de er bare i et andet tankesind end mig, men derfor behøver jeg ikke nødvendigvis deltage i det tankesind, hvis jeg ikke har lyst.

Januar måned handler om kærlighed til mig selv, og menneskerne omkring mig. Jeg håber på at kunne reducere en del negativitet og stress, og lade mig gå mindre på af de udfordringer jeg måtte møde. Jeg ved det får mig til at føle mig som et bedre mennesker, og det skaber både selvtillid og lykke. Der skal stadig være plads til de negative dage, men jeg vil prøve at følge så mange punkter det er mig muligt, uden at det skal føles for påtvunget.

Jeg vil bruge måneden på at lave nogen øvelser og udfordringer:
* Jeg vil lave en "One line journal" hver aften, og skrive én sætning om noget positivt der er sket i løbet af dagen, stort som småt.
* Jeg vil mindst én gang om ugen lave taknemligheds-tirsdag/torsdag, og skrive om det jeg er takenmlig for.
* Jeg vil være meget mere åben og spontan med komplimenter og positive tanker overfor andre. Hvis jeg tager mig selv i at tænke noget positivt, må jeg prøve også at udtrykke det.
* Hvis jeg har det lidt stramt med en person, må jeg gøre mit bedste for at se om jeg kan finde ét eller andet positivt om dem. Det behøver jeg dog ikke nødvendigvis at sige, hvis det ender med at føles falsk.

I Buddhismen går der en dharma (:læresætning) om, at lykke og kærlighed er som flammen på et stearinlys. Den kan tænde et utal af andre lys, uden at flammen af den grund bliver mindre.
Der er ingen grund til ikke at give næstekærlighed videre. Det er en af de få ting, man kun bliver rigere af, at give væk.