Månedens tema: Forventninger og lidelse
Ind til videre ar jeg i min research fundet meget brugbart i både stoicismen, og Buddhismen. Noget af det jeg har fundet som optager mig særligt nu, er emner som forventninger, og det Buddhismen omtaler som 'lidelse'.
Jeg har kaldt mig selv Buddhist de sidste 4-5 år, men jeg har længe følt at jeg kunne optimere mit Buddhistiske potentiale ved at lære og forstå flere aspekter af det end jeg allerede gør.
Denne måneds tema bygger på forebyggelse og håndtering af irritation, vrede og stress.
Forventninger, og en realistisk afstemning deraf.
En rigtig brugbar ting jeg har fundet i stoicisme, er at erkende at rigtig meget vrede eller irritation ofte opstår, fordi det vi oplever ikke er det vi forventer.
Jeg kan irritere mig meget over bilister, der ikke gider blinke når de drejer (fordi jeg "bare" er en fodgænger), eller parkere rigtig dårligt, midt på en cykelsti eller ved et fodgænger felt. Alt sammen trods, jeg ikke selv er bilist. Min irritation opstår, fordi jeg har en forventning om at vi alle følger reglerne (i dette tilfælde færdselsreglerne). Egentlig er det sjældent fordi det er et reelt problem for mig, jeg kan jo bare gå mere forsigtigt, eller gå uden om en dårlig parkering, men jeg forventer at det ikke skulle være nødvendigt, hvis bare folk gjorde som de skulle.
Jeg er som sagt ikke selv bilist, så når jeg er med som passager hos andre er mine forventninger nogen andre end den som kører bilen. Jeg har nemlig slet ikke nogen forventninger (andet end et håb om, at vi ikke ender i et færdselsuheld). Alligevel kan jeg opleve at min chauffør bliver hidsig, fordi en anden billist skærer ind over, tager en chance, eller glemmer at give tegn, også selvom risikoen for uheld var minimal, bare man er opmærksom og forsigtig.
Selvom det ville være ideelt at vi alle fulgte reglerne, så er det bare ikke noget man kan forvente. Folk vil altid bøje reglerne, eller ligefrem bevidst bryde dem. Det er derfor man kører efter forholdene, og ikke efter forventningerne.
Hvis man på forhånd forventer at folk er regelbrydere, overrasker det mindre når nogen gør noget de ikke burde. For faktum er, der vil altid være regelbrydere, særligt i trafikken hvor mange har travlt. Det kan man lige så godt indstille sig på, og acceptere, jo før jo bedre.
Det kan dog for mig virke kynisk hvis jeg skal forholde mig pessimistisk til andre mennesker, og hvis man forventer at alle er potentielle idioter, kan det også få stik modsat effekt - man irritere sig over folk, før skaden er sket.
Jeg vil som udgangspunkt ikke forvente det værste i folk, men jeg må acceptere at der er en risiko for at nogen gør noget uventet. Forventning er ikke lig accept, og uden accepten for at det ligger i alle menneskers natur at bryde regler og være egoistiske fra tid til anden, kan forventningen i værste tilfælde være årsag til endnu mere harme.
Faktum er, at vi alle sammen kan finde på at lave ting, vi ikke burde. Så undskylder man sig med, at man havde travlt eller var glemsom. Og det er helt i orden, for så længe vi er bevidste om vores fejl, arbejder vi indirekte på at lave færre af dem. Og ingen er perfekte, det ved vi jo.
Så først og fremmest må jeg acceptere at vi alle kan finde på at lave unoder, af den ene eller anden art. Det ligger i vores natur, i større eller mindre grad. Dernæst må jeg forvente, at det er sådan mennesker kan opføre sig nogen gange, uden at jeg behøver at dømme dem for det. Jeg har nemlig ikke grund til at dømme dem, hvis jeg kan finde deres undskyldning i mig selv. "Han havde nok bare travlt", "Hun var nok ikke bevidst om, at jeg kom gående her", "Måske var det en forglemmelse". For det kunne lige så godt have været mig! Og jeg forventer jo ikke, at jeg er fejlfri. Så hvorfor skulle jeg forvente det af andre?
Men jeg finder det personligt meget givende, og det som Buddhismen fortæller om konceptet "lidelser" synes jeg giver rigtig god mening, når man ser på hvordan vi alle håndtere og reagere på negative tanker og følelser af enhver slags.
Lidelse skal måske ikke forstås alt for litterært, for det Buddhismen beskriver som lidelse, er måske lidt en overdrivelse i de flestes ører, måske fordi vi netop har lært at leve med det i den grad vi ar.
Hele livet handler om lidelse i større eller mindre grad. Det er et uundgåeligt faktum at vi alle kommer til at opleve at blive vrede, kede af det, såret, irriteret eller ophidset. Sådan er livet bare, og det er også noget vi lærer af. Det er det, der gør os menneskelige. Buddhismen beskriver også flere ting under begrebet "lidelse", men det vil jeg ikke komme ind på nu.
Det jeg hæfter mig ved, i begrebet lidelse i buddhistisk forstand, er først erkendelsen at vi alle oplever den. Ingen kan lide den, men den vil altid være der, det væsentlige er hvordan vi håndtere den.
Jeg har en personlig tendens til at adoptere andre menneskers irritation og had, ved i tilgift at blive irriteret over dem, for deres adfærd.
Det beskrives godt med analogien om, at holde på vrede, er som at holde et stykke glødende kul i hænderne. Du brænder kun dig selv. At blive vred over andres vrede eller dårlige adfærd, er at direkte at snuppe kullen ud af hænderne på dem, bare så du selv kan dele deres smerte. Det er der ikke rigtig nogen der får noget gavnligt ud af.
Når andre mennesker er vrede, oplever de lidelse. Når de opfører sig uhensigtsmæssigt, kan det skyldes mange ting. En dårlig dag, en grim bemærkning de fik tidligere, en dårlig opvækst og nogen skæve moral værdier, som i tilgift har givet dem modgang i livet, og dermed kun større lidelse. Der er altid en grund til at folk gør som de gør, men det kan nogen gange blive meget omstændigt at skulle psykoanalysere samtlige situationer for at finde andre menneskers bevæg grunde. Alt hvad du dog kan konkludere nemt og overfladisk, er at en negativ sindstilstand i en eller anden grad, er et tegn på lidelse.
At blive vred over dårlig adfærd, der ikke nødvendigvis har nogen direkte effekt på mig og min lykke, svare sig til at adoptere deres lidelse. Det er der ingen grund til. Jeg kan derimod i stedet vælge at se på dem med medfølelse, og erkende den lidelse de oplever.
Andre gange går det dog udover mig. Jeg bliver behandlet uretfærdigt eller bliver udsat for et reelt problem (en bilist er tæt på at køre mig ned, eller en tvy der er i færd med at snyde eller stjæle fra mig). Jeg er i min ret til at blive både bange, og vred. Uden de følelser, ville jeg gøre mig selv en bjørnetjeneste, og det er trods alt også i min menneskelige natur at forsvare mig selv. Der er stadig tale om lidelse, men al lidelse er også nødvendig. Den opstår jo af en grund, men i nogen situationer må man vurdere om den altid er brugbar. Den er ikke brugbar, hvis det er mig der bliver vred over at andre bliver vred over småting. For dem er det måske ikke småting, eller også består deres lidelse i en grad også af manglende forståelse for det, der skabte problemet. Men under alle omstændigheder, hvis det ikke har nogen direkte indflydelse på mig, er det somregel også noget der er ude af min kontrol.
Ting som klart intentionelle fornærmelser er heldigvis en situation der ikke har været et særlig stort problem for mig i mange år. Og hvor er det befriende, ikke at blive ophidset over åbenlyse provokationer.
Buddhismen fortæller om det med en historie med en fyr der råber grimme ting af Buddhaen da han går en tur igennem gaden. Buddhaen er imidlertid ret ligeglad, selvom han hører mandens tilråb. Senere møder han manden igen, hvortil han spørger hvorfor Buddhaen ikke reagerede på hans fornærmelser.
Buddhaen spørger manden, at hvis han tog til en fest og medbragte en gave til værten, men værten afslog at tage imod den gave, hvem tilhører gaven så? "Mig selv, vel" svarer manden. På samme måde virker tilråb og provokationer.
Hvis jeg nægter at tage imod dem, så tilhører de ikke mig. Irritationen og vreden der har fået provokatøren til at sige de grimme ting, står imidlertid tilbage, alene, med sine egne tanker og følelser, fordi jeg nægter at tage del i dem.
Det betyder selvfølgelig ikke at jeg ikke kan provokeres. Det kan jeg godt, men det er svært for mig at blive påvirket af fremmede menneskers åbenlyse provokationer. Fordi jeg nemt kan se, hvad det er de prøver på, og det er ikke en leg jeg gider lege.
Andre gange ser jeg ikke, hvad det er afsenderen prøver på, og bliver provokeret fordi jeg ikke forventede det (som vi jo har været inde på længere oppe). Og så bliver jeg selvfølgelig vred/ked af det. Det er vel at mærke lige ind til det går op for mig, hvad det egentlig er der foregår. Når jeg har den indsigt, har jeg nemlig også det klare valg, at melde mig ud af den situation jeg er endt i. Jeg fik foræret en gave af fornærmelser og lidelse, og ikke før jeg fik åbnet den, indså jeg hvad det var. Men bare fordi jeg allerede har pakket den op, er jeg altså ikke forpligtet til at beholde den.
Med al den viden i bagagen skulle man tro at jeg kunne eliminere al potentiel vrede eller irritation, skuffelse eller følelse af at blive såret. Det kan jeg nok næppe, men det er heller ikke min stræben. Nogen følelser er stærkere end andre, og følelsen af at blive ked af det eller såret, er nok en jeg klynger mig meget til, fordi den ofte også er værd at lytte til. Derfor tænker jeg dog alligevel tit over, hvorfor det er jeg bliver ked af det, eller såret.
Vrede og irritation er dog to følelser jeg ikke føler jeg får ret meget gavn af. De vil altid være der, men om ikke andet, er mit håb at de ikke skal styre eller dominere mig i en særlig nævneværdig grad.
Jeg kan irritere mig meget over bilister, der ikke gider blinke når de drejer (fordi jeg "bare" er en fodgænger), eller parkere rigtig dårligt, midt på en cykelsti eller ved et fodgænger felt. Alt sammen trods, jeg ikke selv er bilist. Min irritation opstår, fordi jeg har en forventning om at vi alle følger reglerne (i dette tilfælde færdselsreglerne). Egentlig er det sjældent fordi det er et reelt problem for mig, jeg kan jo bare gå mere forsigtigt, eller gå uden om en dårlig parkering, men jeg forventer at det ikke skulle være nødvendigt, hvis bare folk gjorde som de skulle.
Jeg er som sagt ikke selv bilist, så når jeg er med som passager hos andre er mine forventninger nogen andre end den som kører bilen. Jeg har nemlig slet ikke nogen forventninger (andet end et håb om, at vi ikke ender i et færdselsuheld). Alligevel kan jeg opleve at min chauffør bliver hidsig, fordi en anden billist skærer ind over, tager en chance, eller glemmer at give tegn, også selvom risikoen for uheld var minimal, bare man er opmærksom og forsigtig.
Selvom det ville være ideelt at vi alle fulgte reglerne, så er det bare ikke noget man kan forvente. Folk vil altid bøje reglerne, eller ligefrem bevidst bryde dem. Det er derfor man kører efter forholdene, og ikke efter forventningerne.
Hvis man på forhånd forventer at folk er regelbrydere, overrasker det mindre når nogen gør noget de ikke burde. For faktum er, der vil altid være regelbrydere, særligt i trafikken hvor mange har travlt. Det kan man lige så godt indstille sig på, og acceptere, jo før jo bedre.
Det kan dog for mig virke kynisk hvis jeg skal forholde mig pessimistisk til andre mennesker, og hvis man forventer at alle er potentielle idioter, kan det også få stik modsat effekt - man irritere sig over folk, før skaden er sket.
Jeg vil som udgangspunkt ikke forvente det værste i folk, men jeg må acceptere at der er en risiko for at nogen gør noget uventet. Forventning er ikke lig accept, og uden accepten for at det ligger i alle menneskers natur at bryde regler og være egoistiske fra tid til anden, kan forventningen i værste tilfælde være årsag til endnu mere harme.
Faktum er, at vi alle sammen kan finde på at lave ting, vi ikke burde. Så undskylder man sig med, at man havde travlt eller var glemsom. Og det er helt i orden, for så længe vi er bevidste om vores fejl, arbejder vi indirekte på at lave færre af dem. Og ingen er perfekte, det ved vi jo.
Så først og fremmest må jeg acceptere at vi alle kan finde på at lave unoder, af den ene eller anden art. Det ligger i vores natur, i større eller mindre grad. Dernæst må jeg forvente, at det er sådan mennesker kan opføre sig nogen gange, uden at jeg behøver at dømme dem for det. Jeg har nemlig ikke grund til at dømme dem, hvis jeg kan finde deres undskyldning i mig selv. "Han havde nok bare travlt", "Hun var nok ikke bevidst om, at jeg kom gående her", "Måske var det en forglemmelse". For det kunne lige så godt have været mig! Og jeg forventer jo ikke, at jeg er fejlfri. Så hvorfor skulle jeg forvente det af andre?
Lidelse
Nu har jeg nævnt Buddhismen, og det i sig selv får mange til at træde et par skridt tilbage og kaste hænderne i vejret, fordi de ikke så meget som vil røre noget der tilnærmelsesvis ligner en religion, med en ildtang om så det gjaldt livet. Det er måske et udtryk for nogen uheldige oplevelser med religiøse mennesker, og et fastlåst billede af hvad religion egentlig handler om. For lige at gentage, er denne blog som udgangspunkt skrevet til og for mig selv, men for potentielle læsere, er der ingen grund til at blive alt for forskrækket over noget der lugter af religion. Jeg er ikke ude på at konvertere nogen, for det er ude af min kontrol og gør desuden mig hverken lykkeligere eller ej hvad andre vælger at gøre.Men jeg finder det personligt meget givende, og det som Buddhismen fortæller om konceptet "lidelser" synes jeg giver rigtig god mening, når man ser på hvordan vi alle håndtere og reagere på negative tanker og følelser af enhver slags.
Lidelse skal måske ikke forstås alt for litterært, for det Buddhismen beskriver som lidelse, er måske lidt en overdrivelse i de flestes ører, måske fordi vi netop har lært at leve med det i den grad vi ar.
Hele livet handler om lidelse i større eller mindre grad. Det er et uundgåeligt faktum at vi alle kommer til at opleve at blive vrede, kede af det, såret, irriteret eller ophidset. Sådan er livet bare, og det er også noget vi lærer af. Det er det, der gør os menneskelige. Buddhismen beskriver også flere ting under begrebet "lidelse", men det vil jeg ikke komme ind på nu.
Det jeg hæfter mig ved, i begrebet lidelse i buddhistisk forstand, er først erkendelsen at vi alle oplever den. Ingen kan lide den, men den vil altid være der, det væsentlige er hvordan vi håndtere den.
Jeg har en personlig tendens til at adoptere andre menneskers irritation og had, ved i tilgift at blive irriteret over dem, for deres adfærd.
Det beskrives godt med analogien om, at holde på vrede, er som at holde et stykke glødende kul i hænderne. Du brænder kun dig selv. At blive vred over andres vrede eller dårlige adfærd, er at direkte at snuppe kullen ud af hænderne på dem, bare så du selv kan dele deres smerte. Det er der ikke rigtig nogen der får noget gavnligt ud af.
Når andre mennesker er vrede, oplever de lidelse. Når de opfører sig uhensigtsmæssigt, kan det skyldes mange ting. En dårlig dag, en grim bemærkning de fik tidligere, en dårlig opvækst og nogen skæve moral værdier, som i tilgift har givet dem modgang i livet, og dermed kun større lidelse. Der er altid en grund til at folk gør som de gør, men det kan nogen gange blive meget omstændigt at skulle psykoanalysere samtlige situationer for at finde andre menneskers bevæg grunde. Alt hvad du dog kan konkludere nemt og overfladisk, er at en negativ sindstilstand i en eller anden grad, er et tegn på lidelse.
At blive vred over dårlig adfærd, der ikke nødvendigvis har nogen direkte effekt på mig og min lykke, svare sig til at adoptere deres lidelse. Det er der ingen grund til. Jeg kan derimod i stedet vælge at se på dem med medfølelse, og erkende den lidelse de oplever.
Andre gange går det dog udover mig. Jeg bliver behandlet uretfærdigt eller bliver udsat for et reelt problem (en bilist er tæt på at køre mig ned, eller en tvy der er i færd med at snyde eller stjæle fra mig). Jeg er i min ret til at blive både bange, og vred. Uden de følelser, ville jeg gøre mig selv en bjørnetjeneste, og det er trods alt også i min menneskelige natur at forsvare mig selv. Der er stadig tale om lidelse, men al lidelse er også nødvendig. Den opstår jo af en grund, men i nogen situationer må man vurdere om den altid er brugbar. Den er ikke brugbar, hvis det er mig der bliver vred over at andre bliver vred over småting. For dem er det måske ikke småting, eller også består deres lidelse i en grad også af manglende forståelse for det, der skabte problemet. Men under alle omstændigheder, hvis det ikke har nogen direkte indflydelse på mig, er det somregel også noget der er ude af min kontrol.
Ting som klart intentionelle fornærmelser er heldigvis en situation der ikke har været et særlig stort problem for mig i mange år. Og hvor er det befriende, ikke at blive ophidset over åbenlyse provokationer.
Buddhismen fortæller om det med en historie med en fyr der råber grimme ting af Buddhaen da han går en tur igennem gaden. Buddhaen er imidlertid ret ligeglad, selvom han hører mandens tilråb. Senere møder han manden igen, hvortil han spørger hvorfor Buddhaen ikke reagerede på hans fornærmelser.
Buddhaen spørger manden, at hvis han tog til en fest og medbragte en gave til værten, men værten afslog at tage imod den gave, hvem tilhører gaven så? "Mig selv, vel" svarer manden. På samme måde virker tilråb og provokationer.
Hvis jeg nægter at tage imod dem, så tilhører de ikke mig. Irritationen og vreden der har fået provokatøren til at sige de grimme ting, står imidlertid tilbage, alene, med sine egne tanker og følelser, fordi jeg nægter at tage del i dem.
Det betyder selvfølgelig ikke at jeg ikke kan provokeres. Det kan jeg godt, men det er svært for mig at blive påvirket af fremmede menneskers åbenlyse provokationer. Fordi jeg nemt kan se, hvad det er de prøver på, og det er ikke en leg jeg gider lege.
Andre gange ser jeg ikke, hvad det er afsenderen prøver på, og bliver provokeret fordi jeg ikke forventede det (som vi jo har været inde på længere oppe). Og så bliver jeg selvfølgelig vred/ked af det. Det er vel at mærke lige ind til det går op for mig, hvad det egentlig er der foregår. Når jeg har den indsigt, har jeg nemlig også det klare valg, at melde mig ud af den situation jeg er endt i. Jeg fik foræret en gave af fornærmelser og lidelse, og ikke før jeg fik åbnet den, indså jeg hvad det var. Men bare fordi jeg allerede har pakket den op, er jeg altså ikke forpligtet til at beholde den.
Med al den viden i bagagen skulle man tro at jeg kunne eliminere al potentiel vrede eller irritation, skuffelse eller følelse af at blive såret. Det kan jeg nok næppe, men det er heller ikke min stræben. Nogen følelser er stærkere end andre, og følelsen af at blive ked af det eller såret, er nok en jeg klynger mig meget til, fordi den ofte også er værd at lytte til. Derfor tænker jeg dog alligevel tit over, hvorfor det er jeg bliver ked af det, eller såret.
Vrede og irritation er dog to følelser jeg ikke føler jeg får ret meget gavn af. De vil altid være der, men om ikke andet, er mit håb at de ikke skal styre eller dominere mig i en særlig nævneværdig grad.
0 kommentarer: