Er oprørthed symptomatisk med dårlig trivsel?
Jeg bemærker en adfærds ændring i mig selv over de seneste par måneder. Noget er ikke, som det var i sommers hvor jeg var bund lykkelig næsten hele tiden. Jeg tror det bunder i noget så kedeligt og ordinært, som vejret og de mørke dage. Jeg er ikke trist eller deprimeret, jeg er bare ikke energisk lykkelig og optimistisk.
Jeg ender ud i diskussioner med andre mennesker, særligt nettet hvor den slags er nemt. Det er ellers en adfærd jeg har fralært mig selv, men også en adfærd jeg ved jeg ikke har behov/godt af. Hverken at deltage, eller ligge op til. Nogen studier peger angiveligt på, at der er en symptomatisk sammenhæng mellem diskutionslysten adfærd og dårlig trivsel i hverdagen. Det er ikke fordi jeg opsøger "dumme mennesker" jeg kan "irettesætte", så jeg selv kan føle mig begavet og oplyst (den type har jeg været - og det gjorde mig kun mere ulykkelig), og jeg har også lært at mennesker med en aggressiv og nedladende tone er mit que til at forlade diskussionen, for det er ikke et menneske man kan resonere med. Det skaber stress og konflikt, og en frustration der sniger sig sivende ud igennem fingerspidserne, ofte i form af en ligeledes spydig og hård tone. Det er den type debat, hvor alle går hjem som tabere. Det skaber en ond spiral af irritation på andre mennesker, der i tilgift skaber lige irritable mennesker på den anden side. Og sådan ping-pong'er man så belærenhed og irettesættelser to mennesker imellem, i stedet for at udveksle synspunkter. Det kan simpelthen ikke betale sig at tage del i.
Så hvad er det egentlig for en debat jeg ender ud i, og hvorfor har jeg overhovedet behov for det?
Jeg kan jo sådan set kun klandre mig selv. For det er mig der har problemet.
Jeg har under tiden fundet større interesse i en sundere og mere bæredygtig kost, end den vi havde før. For at udvidde min horisont og kendskab til det plantebaserede køkken, har jeg opsøgt vegetariske og veganske profiler på de sociale medier. Nu har jeg nævnt noget om veganisme her på gloggen før, og det skyldes udelukkende at det tilfældigvis er et emne der fylder meget for mig for tiden, fordi jeg (selvvalgt) eksponeres meget for det. Det er ikke en kritik eller en hetz mod denne gruppe, for den problematik jeg oplever kan sådan set også findes blandt mange andre grupper, særligt grupper med en 'radikal' holdning, relativ til vores samfund. Om det var feminisme, katte avl eller indvandre politik, med enhver niche interesse i den slags emner, så er der altid nogen der har noget at sige om noget.
Er det vigtigt? Ja, gu er det vigtigt. Det er vigtigt at ligge fokus og skabe debat om problemerne i vores samfund. Er jeg enig? En stor del hen ad vejen. Så hvad er problemet? Problemet er, at jeg lader mig påvirke af en attitude, der får mig til at falde fra, på noget jeg egentlig gerne vil være en del af. Jeg møder nogen mennesker, som trods jeg erkender at de ikke repræsentere andet end sig selv som individ, giver mig et indtryk af et utrolig firkantet og unuanceret verdenssyn, uden plads til fleksibilitet. Et enten-eller mindset, hvor der kun findes én løsning på problemet.
Hvorfor lader jeg mig påvirke? Jeg kan vel bare være ligeglad! Jeg ved jo godt, at det er de mest højtråbende mennesker der løber afsted med mest opmærksomhed, men at det ikke betyder at de repræsentere flertallet.
Jeg tror, jeg lader mig påvirke fordi jeg er i et mentalt stadie i mit liv lige nu, hvor jeg søger anerkendelse blandt min omgangskreds. Heldigvis er jeg pt. i arbejde, så min omgangskreds er ikke begrænset til den boble jeg har fået skabt på de sociale medier. Jeg hverken kan eller skal forvente skulderklap af folk omkring mig, ikke engang venner og familie, og da slet ikke fremmede. Men jo mere jeg færdes i miljøet, jo større risiko for at falde over mennesker som latterliggøre kødspiseres kødfrie dage, eller gør nar af vegetarer. Den her enten-eller attitude, uden plads til nuance, rookies eller overgangs-fase. Jeg kunne sagtens vænne mig til havremælk i min kaffe, og kikærte vand i min 'ægge'kage, men jeg fristes ikke tilnærmelsesvis til at tage del af det sociale fællesskab og identificere mig med en gruppe, hvor der findes anale mennesker. De kan findes mange steder, og er vel også dybest set grunden til at jeg droppede katte forum og går en stor bue uden om feminist debatter, selvom begge har stor interesse.
Men jeg har ikke lyst til at gå en stor bue uden om dette emne, selvom mit instinkt fortæller mig at jeg burde, for min psykes skyld. Jeg har flere venner inde for miljøet som jeg holder af og respektere meget for deres valg og deres holdninger, og det er jo mig der har problemet, så det ville være radikalt og uretfærdigt at fryse folk ude på det grundlag. Derudover er det stadig et emne der har voksende interesse for mig. Jeg har stadig en brændende passion for bæredygtighed, og i det miljø er veganisme bare en naturlig gren af det, så jeg kan nærmest ikke undgå det.
Det jeg påvirkes af, er ikke holdninger eller budskaber, men vinklingen af et problem. Jeg følger nemlig også en del zero wastere på de sociale medier, og jeg gør en dyd ud af kun at følge de mennesker som inspirer mig. Folk der deler tips og tricks til løsninger på et liv med plastik reducering. Jeg har mødt mennesker der anerkender, at lidt har også ret, og opfordre (uden at pådutte) alle i miljøet til at gøre deres bedste, uagtet hvor meget eller lidt. Jeg finder producenter af miljøvenlige produkter, og bemærker dem i stigende grad i butikkerne. Fordi jeg har skabt en niche boble for mig selv, får jeg et (urealistisk) indtryk, at der er en stigende interesse i at være mere plastik bevidst, fordi det er et emne der optager mig meget, og derfor et emne jeg ligger mere mærke til end andre. Men hvorvidt folk rent faktisk bruger mindre plastik, det ved jeg ikke.
Men baseret på mine zero waste interesser, forslår de sociale medier mig også at kigge på skræk videoer af skildpadder, der får trukket sugerør ud af næsen og døde måger med maven fuld af plastik. Profiler af folk, der udelukkende skammeliggører supermarkeder og producenter for overflødig brug af plastik indpakning. Pludselig får jeg fokus, på den skrald jeg unægtelig altid finder i græskanten på mine daglige gåture, til og fra arbejde. Hvorvidt det nødvendigvis er værre end det plejer, ved jeg ikke, men det kan føles sådan hvis det optager mig meget.
Forskellen her, er at første eksempel er løsnings orienteret, andet eksempel er udelukkende problem orienteret. Selvfølgelig kan man ikke være løsnings orienteret uden først at anerkende problemet, men hvis man aldrig bestiller andet end at dvæle i problemer, og særligt hvis ét af de problemer er at ikke nok mennesker vælger lige netop din løsningsmodel, så er man garanteret et stress tilfælde før eller siden. Og stress skaber kun mere irritation og frustration, hvilket bare bider sig selv i halen, og så kører møllen rundt igen.
Jeg lod mig en overgang påvirke i sådan et ekstremt tilfælde, at jeg havde et stort behov for at "counter balance", og opsøge mennesker med stik modsatte værdier end en stereotyp veganer, uden nødvendigvis at være stik modsat mine egne. Jeg mangler flere skovejende jægere i min vennekreds, der jæger for regulering. Jeg savner at genoptage min tidligere interesse for at pelse og udstoppe naturligt døde eller påkørte vilde dyr. Jeg vil enormt gerne lære at fiske! Emner der skal udbalancere det miljø jeg lader mig provokere af, men dybest set også bare for at minde mig selv om, at jeg måske bare har brug for en ny hobby. Og at verdenen er større end min egen bobel. Noget nyt der kan fylde mit hoved og min hverdag. Og helst noget, der ikke vægter sig på stærke ideologier.
Jeg har før berørt det i min blog, men man farves altid af de mennesker man omgås med i større eller mindre grad. Jeg føler, at selv når jeg trives, bør jeg bryde boblen og opsøge andre græsgange for fornyelsens skyld. Jeg har et behov for at prøve, at være i hovedet på de fleste menneskegrupper, i et forsøg på at komme tættere på og forstå mangfoldigheden. Det skaber for mig mere tolerance, og dermed mere ro i mit eget sind.
Men jeg kan kun klare en begrænset mængde af opråb og forargelse, og føler mig bestemt ikke hjemme i et miljø der i stor grad er præget af at være vred på systemet. Dét smitter også, og jeg må holde fast i at verdenen er mere end at se sort på problemer. Sidst jeg lå i det mindset, led jeg af svær depression. Paradoksalt nok vandt jeg stor indsigt og tolerance for veganisme, da jeg begyndte at opsøge det, fik gjort op med en masse fordomme, for til sidst at søge væk fra det igen da nogen fordomme pludselig blev bekræftet igen.
Lige pludselig forstår jeg behovet for at tro på magi og krystallers healende kræfter. Jeg ville oprigtigt ønske mig at jeg kunne pådutte mig selv den overbevisning, for det giver en materialistisk tryghed der fås i lommeform, og ikke er afhængig af menneskelig anerkendelse.
En tryghed jeg har brug for, nu hvor dagene er mørke og grå, og verdenen er så forbandet katastrofal.
Hvis man har læst et par af mine seneste indlæg, bemærker man nok egentlig også et mønster. Jeg vedkender jeg kører rigtig meget i cirkler, særligt med hele denne veganer debat. Jeg aner bare ikke hvordan jeg håndterer det på en konstruktiv måde, foruden at finde et nyt miljø til at overskygge det.
Edit: Det går også op for mig, at jeg særligt lader mig påvirke af andres holdninger og væremåde, når jeg ikke selv er på toppen rent mentalt. Jeg lader mig nemt intimidere af modstridende adfærd, men når jeg er i balance med mig selv og trives godt mentalt, er jeg meget mere bevidst om at mennesker bare er mennesker. At menneskerne i min omverden er farvet af deres sindstilstand, når de siger og gør bestemte ting. Og at et godt verdenssyn manifestere sig i ens handlinger, ikke ens ord.
0 kommentarer: