Fri mig for mine fordomme
I dag vil jeg bruge en af mine sidste fridage på at reflektere over nogen af de små irritationer, som sniger sig ind og forplumre mulighederne for et positivt sind. Det stjæler unødig energi, som jeg kunne bruge på noget meget mere fornuftigt.
Som bloggen her fra tid til anden bærer præg af, er en af de irritationer som fylder for meget i min underbevidsthed, ting som relatere sig til veganere, uden at dreje sig om veganisme som ideologi. Det frustrere mig ikke at kunne få det til at forene sig, og jeg har ikke lyst til at det skal fylde så meget. Derfor vil jeg gerne komme det til livs. For at det er muligt, må jeg bryde mine fordomme op i brudstykker og anskue hvert problematisk element af det.
Først og fremmest må man erkende at vi alle sammen er mennesker. Vi er flokdyr, men vi søger instinktivt den flok, som vi relaterer os bedst til. Både nogen veganere og kødspisere har tendens til at tage så stor afstand til "den anden livsstil" at der opstår et os/dem skæl mennesker i mellem. Man gør lidt grin med den anden part, og står stolt på sin egen side af hækken.
Enhver der vælger en radikal livsstilsændring gør det selvfølgelig ikke uden at føle, at der er noget om snakken. Men når tankegangen går fra "jeg føler dette er det mest rigtige at gøre, derfor gør jeg det" til "dette er det mest rigtige at gøre, derfor bør alle gøre det" skabes der også implicit en mentalitet om at alle der ikke følger det tankesæt, er forkerte mennesker. Et skæl, der forstærker os/dem tankegangen.
Der er uden tvivl mange ting i denne verden, som jeg føler er forkert at gøre, men som mange mennesker gør alligevel. For hvert nytår opstår et endnu mere intenst had til alle former for fyrværkeri. Dele af det er et subjektivt forhold, og dette anerkender jeg for at være fuldstændig personligt. Jeg synes det er kedeligt at kigge på, det larmer, og det irriterer mig grænseløst at ikke samtlige mennesker i mit nærområde respektere loven for hvilke datoer det er tilladt at fyre af. Andre elementer af hadet er mere grundlæggende og faktuelle. Det stresser vilde og tamme dyr, det er dårligt for miljøet, og stort set ingen tager ansvar for alt affaldet der bliver skabt derefter.
Alt hvad jeg kan gøre, er ikke at bidrage til det jeg finder forkert. Det er sådan set nemt nok, jeg lader bare være med at købe/fyre fyrværkeri af. Men for at kunne finde ro i sjælen over at nytårsaften uundgåelig altid foregår på den måde, accepterer jeg at vi alle er mennesker. At jeg også engang synes det var sjovt, uden at tænke mere over konsekvenserne. At alle har behov (og lov) til at skeje ud og have det sjovt, uden at alting skal være en løftet pegefinger. Og at mennesker ikke har dårlige intentioner, bare fordi de ikke ser hvad jeg ser.
Det er nemt nok at irritere sig over problemet, når løsningen ofte er usynlig. Jeg kan tydeligt høre og se hvor mange der bryder min ideologi, men de som følger den gør sig jo netop ikke bemærket. Det er hele pointen. Det er nemmere at spotte de mennesker man er uenig med, hvorimod man ikke altid bemærker de som gør det man allerede synes er en selvfølge.
En anden, og meget velkendt drivkraft til irritation over andre mennesker, er egoet. Det er nok igen et tegn på vores flokdyr instinkt, at vi ønsker at alle andre blev lidt mere ligesom os selv.
I bund og grund er der meget i veganismen som ideologi jeg er enig i, og de sidste få elementer jeg ikke er enig i, er områder jeg erkender som værende subjektive. Elementer hvor jeg hviler retten til et andet livssyn, både i og uden for mig selv. Der er for mig ikke noget modstridende eller "forkert" i veganismen som koncept.
"Hvor ville verden være et mere fredeligt sted, hvis alle bare kunne være enige", er en sætning jeg tror mange har sagt til sig selv og andre. Men hvem er det egentlig lige vi alle sammen skal være enig med? Mig? Dig? En helt tredje? Det er ikke uenigheden der skaber problemet, det er måden hvorpå vi håndtere den.
Der hvor filmen knækker for mig, er nogen af de enkelt individer som litterært flager med en tankegang og et budskab, uden at ligge skjul på at formålet er at få flere mennesker over på "deres hold". Det er ikke handlingen i sig selv, der er problematisk, for hvem ville ikke forsøge at ændre en verden man finder grusom forkert. Der er en hårfin grænse mellem at oplyse med henblik på eftertanke, og på at ønske at alle "indså sandheden". Det er oplagt at finde irritation ved veganisme fordi det giver anledning til at man føler man skal have skyldfølelse for ikke at dele ideologien. Jeg har tænkt grundigt og taget stilling til de elementer jeg ikke er enig i, og hviler i min egen fortolkning af sandheden. Jeg har i realiteten ikke noget at fylde skyld for, hvis jeg kan retfærdiggøre det jeg gør. Men jeg føler mig provokeret af en antydning om at det aldrig er godt nok, før jeg når præcis samme tankegang. Mit ego står uberettiget i skudlinjen. sku har altid fundet kampråbet "go vegan" enormt provokerende. Det gør jeg stadig, til trods for at mange af mine egne værdier i stigende grad er blevet mere veganske. Jeg tolker udtrykket som en meget direkte opfordring til at konvertere hele sin livsstil til et fastsat koncept, uden at tage stilling til mellemregningen. En nærmest ordre ligene besked, der forlanger et emneskift uden rum til nuance og tilpasning. Det er måske en personlig overfortolkning, men jeg har aldrig hørt en vegetar insistere "go vegetarian" eller nogen anden moralsk dreven ideologi forlange et enten-eller forhold til konceptet. Måske lige med undtagelse af insisterende kristne, der opfordre at man erkender Jesus som sin frelser. Det er min primære sammenlignings model for den type af veganer. Under dette er der selvfølgelig også en følelse af at blive påduttet en holdning. Jeg nævner ofte Buddhismen i denne blog, med en hvis forsigtighed i frygten for at en potentiel læser føler sig påduttet. Men jeg nævner det, fordi det er et emne der optager mig meget, og er meningsfuldt i mit liv. Det er underforstået, at bare fordi jeg fortæller et andet menneske at jeg synes Game of Thrones er en fed tv serie, implicerer jeg ikke at alle andre skulle mene det samme. Hvis jeg taler meget om det, skyldes det somregel ikke mere, end at det er et emne der betyder meget for mig. Nogen gange finder mennesker så stor begejstring ved et emne, at de ønsker at dele den følelse de har opnået igennem emnet, snarer end emnet i sig selv.
Men i nogen mennesker savner jeg en større forståelse for et mellemstadie. At det er ok at mennesker fortolker dyreetik på forskellige måder, så længe de tager stilling til det. At man godt kan være semi-vegansk, uden at det hele skal handle om at alle skal blive veganere i sidste ende. At veganisme er den eneste løsningsmodel.
Når alt kommer til alt, er det som bekendt ikke ideologien jeg har svært ved at acceptere. Det er de enkelt individer, som insisterer på deres version af sandheden som noget endegyldigt. Et behov for at opfordre flere mennesker til at tænke ligesom dem selv. Et behov for at bestemme, hvis de kunne, at flere mennesker gjorde ligesom dem. Og ingen bryder sig særlig meget om at blive fortalt hvad man skal og ikke skal gøre, og slet ikke uden at forstå årsagen først. Den erkendelse skal altid komme indefra, før den er holdbar.
Derfor må jeg jo selvfølgelig også indse mit eget hykleri. Min irritation over mennesker der råber "go vegan" og skal bestemme hvad jeg skal, og ikke skal gøre, bunder udelukkende i et ønske om at de bare gjorde og tænkte ligesom jeg gjorde. At vi bedst inspirer ved at sætte eksempler, frem for at diktere moral. Netop dén tankegang følger jeg mindre og mindre, for hver gang jeg hidser mig op over at andre ikke tænker som jeg. For det giver et stigende behov for at irettesætte. Og det er ikke halvt så effektivt som mit ego bilder mig ind at det er. Det er udelukkende et selvisk behov for et ønske om at flere mennesker blev ligesom jeg. Og ikke nødvendigvis et behov for at "vise" hele verden, at jeg har forstået noget de ikke har.
Det er ikke mit ansvar, eller min pligt at "lære" mennesker at gøre alt det rigtige. At tænke på den "rigtige" måde ect. Jeg skal give slip på idéen om, at jeg har både ansvar og kontrol over andre menneskers verdenssyn. Det har jeg ikke.
Det er mit selvansvar at blive bedre til at dyrke mine egne værdier først. En af disse værdier er, at selvom jeg kun kan håbe på at inspire, så er det ikke for andres skyld at jeg søger lykke og hvad der for mig, er en rigtig tankegang. Den søger jeg fordi det giver mest mening i mit liv.
Jeg kan altid ønske at verden ændrede sig, i den retning jeg tolker den burde bevæge sig i. Men det skaber kun anledning til had og lidelse, hvis ikke jeg kan acceptere det faktum, at rigtig mange ting er fuldstændig ude af min kontrol.
Jeg har magt som forbruger og som individ. Jeg kan inspirere, og som nævnt skal jeg ikke dyrke et verdenssyn med det primære formål at vise andre at jeg er mere rigtig end dem.
Men magt er ikke nødvendigvis synonym med kontrol. Behovet for kontrol er igen et symptom af egoet, og det balanceres på et knivsæg at hvile i accepten om at mange ting er ude af min kontrol, samtidig med at jeg tager den kontrol jeg har.
Det er ikke i min kontrol at bestemme hvordan andre mennesker tænker. Derfor bør det heller ikke være en forventning at de forstår mig. Det er derimod i min kontrol at acceptere at mennesker ikke tænker ens, og at det er okay. Det er trods alt diversiteten blandt mennesker, der har skabt den nuancerede verden vi lever i.
Det kan gå mig meget på, når jeg møder mennesker hvis mangel på høflighed og situationsfornemmelse skaber en akavet og ubehagelig oplevelse. Min umiddelbare følelse er først og fremmest frustrationen over en dårlig opførsel, men implicit er det også en frustration over at jeg forventer at mine medmennesker burde 'vide bedre'. Vide bedre, relativt til hvad? Jeg har en forventning om at mine medmennesker ved hvad jeg ved. Det er en dum forventning, for andre mennesker er ikke mig.
Min instinktive følelse i en konflikt situation er som udgangspunkt altid, at den er uventet. Mit hjerte banker, fordi jeg befinder mig i et primitivt "fight or flight" stadie hvor jeg skal handle hurtigt. Når hjernen får ro på, så den rationelt kan tale, kan jeg kun overlade resten til håbet om en konstruktiv problem løsning. Men forvente det, det kan jeg ikke. Forventningen om at alle tænker som jeg tænker, er meget nemt brudt. Og uden forventningen, skabes der ikke anledning til frustration når det, ikke overraskende, viser sig ikke at blive mødt.
Men når det er sagt, er det svært ikke at få en hellig følelse af, at alle der ikke ser hvad jeg ser, er mindre emotionelt begavet. At mennesker der ikke kan tænke med hovedet koldt, er primitivt styret af deres følelser. Det peger igen tilbage på os/dem problematikken, og skaber en følelse af at jeg er bedre end alle dem jeg har en konflikt med.
Den tanke bryder jeg mig bestemt ikke om. Men det er samtidig også en gråzone af accept uden antagelser.
Jeg hviler uden nogen selvhøjtidelighed i erkendelsen af, at jeg tegner bedre end det gennemsnitlige menneske. Det kan jeg sagtens indrømme, uden at det implicere at jeg fornægter at der samtidig også findes masser af mennesker, der tegner langt bedre end jeg gør.
Det er kun hvis jeg bruger den erkendelse i et hånende øjemed, at det ville antyde en større værdi som menneske. Og at den værdi vil blive trumfet, af eksistensen af alle de mennesker der tegner bedre end mig, uagtet om de bruger erkendelsen hånende eller ej.
Alting er jo et spektrum af evner alle mennesker er mere eller mindre gode til. De fleste er enige om, at man ikke er et dårligt menneske bare fordi man ikke har lært at spille på blokfløjte. Så hvorfor er man et dårligt menneske, hvis man ikke har lært at håndtere sine følelser konstruktivt? Der er selvfølgelig ofte flere mennesker personligt involveret i konflikter med andre der håndtere vrede dårligt, end ofre for folk der spiller falsk på en blokfløjte. Men værdien som individ er hverken større eller mindre, uagtet evner
Så er det okay at erkende at man har tillært nogen mentale værktøjer mange andre ikke har? Må jeg godt klappe mig selv på skulderen over at jeg (nogen gange) kan tænke analyserende nok over mine tanker, til at de ikke påvirker mig følelsesmæssigt? Og bliver jeg en nedladende person, hvis jeg føler empati for de mennesker som ikke har den evne? Fordi de i traditionel Buddhistisk forstand "lider"?
Nogen gange tager jeg mig selv i at have en hvis følelse af bedrevidenhed, men når jeg bliver opmærksom på det, bliver jeg også i stand til at vende følelsen af hovmod til en oprigtig omsorgsfuld tilgivelse. Den ligger på en moralsk vippe ikke at kæmme over i decideret "medlidenhed", særligt fordi det nogen gange kan have nogen stærke negative konnotationer. Ikke at det nødvendigvis er negativt. Med-lidenhed implicerer jo at man sætter sig ind i lidelsen, i et forsøg på at være mere empatisk.
For at opssummere:
For at komme nogen af mine fordomme til livs, må jeg huske nogen grundlæggende ting:
- Vi er alle sammen mennesker.
- Det er egoet der driver et primitivt behov for at min sociale flok af ligesindede mennesker blev større.
- Accepter at der er så meget, der er ude af min kontrol. Omfavn den kontrol jeg trods alt har.
- Vær empatisk for vores forskellighed.
0 kommentarer: